§ DPU · kapitel 7 af 10
Kapitel 2 – Styrelsesregler
LOV nr 483 af 31/05/2000
Bestyrelse
§ 3. Danmarks Pædagogiske Universitets overordnede ledelse varetages af en bestyrelse. Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets langsigtede virksomhed og udvikling.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor. Et af akademisk råd nedsat udvalg udarbejder en begrundet bedømmelse til bestyrelsen af ansøgernes kvalifikationer i henhold til stillingsbeskrivelsen, jf. § 6, stk. 2, nr. 6.
Stk. 3. Bestyrelsen godkender efter indstilling fra rektor:
-
Ansættelse og afskedigelse af forskningschef, uddannelseschef, administrationschef og bibliotekschef.
-
Universitetets organisation, herunder institutstrukturen.
-
Universitetets budget.
-
Forslag til vedtægt. I vedtægten fastsættes de nærmere regler om universitetets styrelse, de kollegiale organers virksomhed, regler om valg m.v. Valggruppen for heltidsansatte videnskabelige medarbejdere skal omfatte de ph.d.-stipendiater, der er fuldtidsansat på institutionen, jf. dog § 7, stk. 5, nr. 2. Valgmåderne skal fastsættes med henblik på at sikre en rimelig repræsentation af mindretalsgrupper. Hvis det i vedtægten fastlægges, at deltidsansatte medarbejdere har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen, kan det samtidig besluttes, at ph.d.-studerende i denne relation er at betragte som deltidsansatte. Vedtægten godkendes af undervisningsministeren.
-
Forslag til aftaler, jf. § 2, stk. 3.
Stk. 4. Bestyrelsen består af en udefra kommende formand, der udpeges af undervisningsministeren, og 10 medlemmer, der udpeges på følgende måde:
-
1 udefra kommende medlem udpeges af undervisningsministeren.
-
1 udefra kommende medlem udpeges af forskningsministeren.
-
1 udefra kommende medlem udpeges af Statens Humanistiske Forskningsråd.
-
1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.
-
1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af de organer, der rådgiver undervisningsministeren om pædagogiske universitetsuddannelser.
-
1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af de organer, der rådgiver undervisningsministeren om uddannelser til lærer i folkeskolen og til pædagog.
-
1 medlem som repræsentant for de videnskabelige medarbejdere og lærere valgt af og blandt disse.
-
1 medlem som repræsentant for det teknisk-administrative personale valgt af og blandt disse.
-
2 medlemmer som repræsentanter for de studerende valgt af og blandt medlemmerne af de studerendes råd, jf. § 9.
Stk. 5. De udefra kommende medlemmer skal være kyndige i spørgsmål vedrørende forskning og uddannelse. Bestyrelsen vælger en næstformand blandt disse medlemmer.
Stk. 6. Ved stemmelighed er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme udslaggivende.
§ 4. Bestyrelsen er over for undervisningsministeren ansvarlig for universitetets virksomhed, herunder for forvaltningen af de statslige tilskud m.v., jf. § 11.
Stk. 2. Hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud fra undervisningsministeren om berigtigelse af nærmere angivne forhold, kan undervisningsministeren beslutte,
-
at bestyrelsens opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af undervisningsministeren, eller
-
at bestyrelsen træder tilbage, således at en ny bestyrelse skal vælges.
Stk. 3. Hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer universitetets videreførelse i fare, kan undervisningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage, og kan i forbindelse hermed indsætte et midlertidigt styre, indtil der er udpeget en ny bestyrelse.
Rektor
§ 5. Den daglige ledelse af universitetet varetages af rektor, og denne træffer afgørelse i alle sager, jf. dog § 6, stk. 2, § 7, stk. 2, og § 8, stk. 4-6.
Stk. 2. Rektor fordeler det budget for universitetet, som bestyrelsen har godkendt. Fordelingen til institutter sker på grundlag af akademisk råds godkendelse af grundforskningsbudgettet, jf. § 6, stk. 2, nr. 1.
Stk. 3. Rektor deltager i bestyrelsens møder og stiller sekretariatsbistand til rådighed for denne.
Stk. 4. Rektor fastsætter nærmere regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende.
Stk. 5. Rektor kan i særlige tilfælde beslutte, at der inden valgperiodens udløb skal udskrives nyvalg til akademisk råd, institutbestyrelser og studienævn. Rektor kan endvidere i særlige tilfælde overtage akademisk råds, institutbestyrelsers og studienævns opgaver, hvorved § 6, stk. 2, § 7, stk. 2, og § 8, stk. 4-6, fraviges.
Akademisk råd
§ 6. Ved universitetet oprettes et akademisk råd.
Stk. 2. Akademisk råd har følgende opgaver:
-
Godkendelse af universitetets grundforskningsbudget inden for de rammer, bestyrelsen har fastlagt i henhold til § 3, stk. 3, nr. 3.
-
Godkendelse af studieordninger.
-
Nedsættelse af sagkyndige udvalg, der skal bedømme videnskabelige arbejder med henblik på erhvervelse af ph.d.- og doktorgrader.
-
Tildeling af ph.d.- og doktorgrader.
-
Indstilling til rektor om sammensætningen af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger.
-
Nedsættelse af et udvalg, der udarbejder en begrundet bedømmelse til bestyrelsen om ansøgerne til stillingen som rektor. Rektor kan ikke indgå i udvalget.
Stk. 3. Akademisk råd har i øvrigt ret til at udtale sig om alle akademiske forhold af væsentlig betydning for universitetet og har pligt til at drøfte de akademiske forhold, rektor forelægger for det.
Stk. 4. Akademisk råd består af rektor, der er født formand, universitetets institutledere, jf. § 7, stk. 1, universitetets studieledere, jf. § 8, stk. 2 og 7, 2 repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere og lærere valgt af og blandt disse og 2 studerende valgt af og blandt medlemmerne af de studerendes råd.
Institutter og institutledelse
§ 7. Forskning og aktiviteter i tilknytning hertil foregår ved institutter. Ved hvert institut vælges en institutleder og en institutbestyrelse. Hvis der er færre end 10 videnskabelige medarbejdere på instituttet, kan valg af en institutbestyrelse undlades.
Stk. 2. Institutbestyrelsen fastlægger generelle retningslinjer for instituttets virksomhed og udvikling og godkender instituttets budget inden for de rammer, bestyrelsen og rektor har fastlagt.
Stk. 3. Institutlederen varetager efter bemyndigelse fra rektor og efter retningslinjer fastlagt af institutbestyrelsen instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver med respekt for deres frie valg af videnskabelige metoder.
Stk. 4. Institutlederen vælges blandt professorer og heltidsansatte lektorer ved instituttet for normalt 3 år med mulighed for genvalg. Institutlederen vælges af alle videnskabelige medarbejdere og de teknisk-administrative medarbejdere med hovedstilling ved instituttet, dog således at de videnskabelige medarbejderes stemmeandel udgør mindst 50 pct. Rektor godkender den valgte institutleder.
Stk. 5. Institutbestyrelsen, der består af en formand og 5 medlemmer, sammensættes på følgende måde:
-
Institutlederen er født formand.
-
2 medlemmer vælges blandt professorer og heltidsansatte lektorer af instituttets videnskabelige medarbejdere med hovedstilling ved instituttet, bortset fra ph.d.-stipendiater.
-
1 medlem vælges af og blandt ph.d.-stipendiater og ph.d.-studerende ved instituttet.
-
1 medlem vælges af og blandt de teknisk-administrative medarbejdere ved instituttet.
-
1 medlem vælges af og blandt de studerende.
Stk. 6. På institutter med 30 videnskabelige medarbejdere og derover kan institutbestyrelsen ud over formanden være på 10 medlemmer, der vælges og fordeles efter samme forholdstal som i stk. 5.
Stk. 7. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
Stk. 8. Hvis mindst2 /3 af institutbestyrelsens medlemmer mener, at institutlederen i væsentligt omfang ikke handler i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet efter stk. 2, kan de indstille til rektor, at institutlederens hverv bringes til ophør.
Studienævn og studieleder
§ 8. Der nedsættes studienævn for universitetets uddannelser.
Stk. 2. Hvert studienævn består af et lige stort antal lærere og studerende, i alt højst 10. I forhold til et studienævn for forskeruddannelsen regnes ph.d.-stipendiater, der er fuldtidsansat på institutionen, for ph.d.-studerende. Lærerne vælges for 3 år ad gangen af og blandt de lærere, der underviser inden for det pågældende studienævns område. Mindst halvdelen af lærerne skal være heltidsansatte videnskabelige medarbejdere. De studerende vælges for 1 år ad gangen af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende studienævns område. Studienævnet vælger af sin midte blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere en formand. Studienævnet vælger af sin midte blandt de studerende en næstformand. Næstformanden deltager i tilrettelæggelsen af studienævnets arbejde.
Stk. 3. Ved stemmelighed træffer rektor afgørelsen.
Stk. 4. Studienævnet godkender undervisningsplanen, herunder rekvirering af undervisning, og udarbejder forslag til studieordning. Studienævnet behandler endvidere alle former for evaluering inden for studienævnets område.
Stk. 5. Universitetet skal høre studienævnet om
-
forslag til uddannelsesbekendtgørelser,
-
forslag til generelle regler for eksamen, karaktergivning og undervisning og
-
forhold, der i øvrigt vedrører undervisningen inden for det pågældende studienævns område.
Stk. 6. Studienævnet kan inden for de fastsatte generelle retningslinjer dispensere fra uddannelsesbekendtgørelsens bestemmelser efter regler fastsat heri og fra studieordningens bestemmelser inden for bekendtgørelsens rammer.
Stk. 7. Formanden for studienævnet er tillige studieleder. Studielederen forestår efter bemyndigelse fra rektor den praktiske tilrettelæggelse af den pågældende uddannelse og disponerer de tildelte undervisningsressourcer. Rektor godkender studielederen.
Stk. 8. Hvis mindst2 /3 af studienævnets medlemmer bortset fra formanden mener, at studielederen i væsentligt omfang ikke handler i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet efter stk. 4, kan de indstille til rektor, at studielederens hverv bringes til ophør.
Andre organer
§ 9. Ved universitetet oprettes et råd, der repræsenterer de studerende. De studerendes råd er rådgivende for universitetets ledelse i alle spørgsmål om universitetets virksomhed, som forelægges dette af ledelsen, eller som rådet selv ønsker at tage op over for ledelsen. Spørgsmål af væsentlig betydning for de studerende skal forelægges for rådet. Rådet vælger blandt sine medlemmer de studerendes repræsentanter i bestyrelsen og akademisk råd, jf. § 3, stk. 4, nr. 9, og § 6, stk. 4.
Stk. 2. Nærmere regler om rådets sammensætning og virkemåde fastsættes i universitetets vedtægt.
§ 10. Bestyrelsen nedsætter et repræsentantskab, der drøfter universitetets forskning, uddannelse og øvrige virksomhed og afgiver udtalelser herom til bestyrelsen og til Undervisningsministeriet. Repræsentantskabet har indtil 40 medlemmer og sammensættes af repræsentanter for kredse med interesse i universitetets virksomhed.
Stk. 2. Nærmere regler om repræsentantskabets sammensætning og virkemåde fastsættes i universitetets vedtægt.