DPU § 7
§ 7. Forskning og aktiviteter i tilknytning hertil foregår ved institutter. Ved hvert institut vælges en institutleder og en institutbestyrelse. Hvis der er færre end 10 videnskabelige medarbejdere på instituttet, kan valg af en institutbestyrelse undlades.
Stk. 2. Institutbestyrelsen fastlægger generelle retningslinjer for instituttets virksomhed og udvikling og godkender instituttets budget inden for de rammer, bestyrelsen og rektor har fastlagt.
Stk. 3. Institutlederen varetager efter bemyndigelse fra rektor og efter retningslinjer fastlagt af institutbestyrelsen instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver med respekt for deres frie valg af videnskabelige metoder.
Stk. 4. Institutlederen vælges blandt professorer og heltidsansatte lektorer ved instituttet for normalt 3 år med mulighed for genvalg. Institutlederen vælges af alle videnskabelige medarbejdere og de teknisk-administrative medarbejdere med hovedstilling ved instituttet, dog således at de videnskabelige medarbejderes stemmeandel udgør mindst 50 pct. Rektor godkender den valgte institutleder.
Stk. 5. Institutbestyrelsen, der består af en formand og 5 medlemmer, sammensættes på følgende måde:
-
Institutlederen er født formand.
-
2 medlemmer vælges blandt professorer og heltidsansatte lektorer af instituttets videnskabelige medarbejdere med hovedstilling ved instituttet, bortset fra ph.d.-stipendiater.
-
1 medlem vælges af og blandt ph.d.-stipendiater og ph.d.-studerende ved instituttet.
-
1 medlem vælges af og blandt de teknisk-administrative medarbejdere ved instituttet.
-
1 medlem vælges af og blandt de studerende.
Stk. 6. På institutter med 30 videnskabelige medarbejdere og derover kan institutbestyrelsen ud over formanden være på 10 medlemmer, der vælges og fordeles efter samme forholdstal som i stk. 5.
Stk. 7. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
Stk. 8. Hvis mindst2 /3 af institutbestyrelsens medlemmer mener, at institutlederen i væsentligt omfang ikke handler i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet efter stk. 2, kan de indstille til rektor, at institutlederens hverv bringes til ophør.
Studienævn og studieleder
Kilde: Retsinformation.dk