§ DPU · kapitel 8 af 10
Kapitel 3 – Økonomiske forhold
LOV nr 483 af 31/05/2000
§ 11. Undervisningsministeren yder Danmarks Pædagogiske Universitet et grundtilskud, der fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2. Undervisningsministeren yder tilskud til universitetets forsknings-, undervisnings- og formidlingsvirksomhed, til Danmarks Pædagogiske Universitetsbibliotek, jf. § 20, og til andre opgaver, som er henlagt til universitetet.
Stk. 3. Tilskuddet til universitetets godkendte undervisningsvirksomhed, til bygningsdrift og til administration, ledelse m.v. fastlægges ud fra takster fastsat på de årlige finanslove for grupper af uddannelser og antal årsstuderende. Undervisningsministeren fastsætter regler for opgørelse af antal årsstuderende.
Stk. 4. Undervisningsministeren yder tilskud til universitetets erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer. Tilskuddet fastlægges ud fra takster fastsat på de årlige finanslove, antal årsstuderende samt forskningsaktiviteten og biblioteksaktiviteten.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan yde lån til forskellige institutionsformål, herunder til køb af apparatur.
Stk. 6. Undervisningsministeren kan yde lån eller tilskud til universitetet, hvis det efter undervisningsministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lånet eller tilskuddet er betinget af, at universitetet følger undervisningsministerens krav til omlægning af universitetets aktivitet med henblik på genopretning af universitetets økonomi.
Stk. 7. Universitetet disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under ét. Det er dog en betingelse, at den undervisning, hvortil tilskud er ydet, gennemføres i overensstemmelse med gældende regler og for det antal studerende, der er ydet tilskud for, og at tilskud i øvrigt anvendes inden for universitetets formål og i overensstemmelse med gældende regler. Universitetet kan opspare tilskud til anvendelse til universitetets formål i følgende finansår.
Stk. 8. Undervisningsministeren kan ved fuldtidsstudier fastlægge minimums- og maksimumsrammer for den tilgang, der udløser bevillinger til uddannelserne.
Stk. 9. Universitetet kan for ph.d.-studerende, hvis uddannelse finansieres af eksterne midler, og for visse udenlandske studerende opkræve betaling for deltagelse i undervisning og eksamen.
Stk. 10. Undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra universitetet om uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift til brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og udarbejdelse af statistik. Undervisningsministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger afleveres i elektronisk form.
Stk. 11. Undervisningsministeren godkender og fastlægger myndighedskrav til universitetets administrative systemer og kan herunder beslutte, at universitetet anvender fælles administrative systemer med andre institutioner.
Stk. 12. Undervisningsministeren kan efter drøftelse med finansministeren pålægge universitetet for en periode at udskyde igangsættelse af planlagte byggerier af en vis størrelse under hensyn til landsdækkende eller regional konjunkturregulering af bygge- og anlægsvirksomheden.
§ 12. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår og betingelser for tilskud og lån efter § 11. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren nærmere regler om universitetets budget- og bevillingssystem og om udbetaling af tilskud, herunder forskudsvis udbetaling, til universitetet.
§ 13. Hvis universitetet ikke følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, eller undervisningsministerens påbud, kan undervisningsministeren tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Tilsvarende gælder, hvis universitetet begæres erklæret konkurs, standser sine betalinger, eller der i øvrigt er fare for, at universitetets virksomhed må indstilles. Undervisningsministeren kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.
§ 14. Efter regler fastsat af undervisningsministeren kan universitetet indgå aftaler af ikke-kommerciel karakter med selvejende institutioner og organisationer, der har tilknytning til universitetet, og hvis hovedformål er knyttet til universitetets formål.
§ 15. Universitetet skal følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte regler om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, for det personale, der er ansat ved universitetet. Universitetet skal endvidere følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte regler om særskilt vederlæggelse.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 10 og §§ 19-25 i lov om tjenestemænd finder anvendelse på det personale ved universitetet, der er ansat på vilkår svarende til tjenestemandsvilkår. § 21, stk. 4, i tjenestemandsloven gælder for medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 3. Beslutning om suspension, iværksættelse af tjenstlig undersøgelse, udpegning af forhørsleder, ikendelse af disciplinærstraf og anlæggelse af injuriesøgsmål træffes af bestyrelsen.
§ 16. Bestyrelsen skal forvalte universitetets midler, så de bliver til størst mulig gavn for universitetets formål.
Stk. 2. Universitetet stiller lokaler til rådighed for folkeuniversitetsvirksomhed i henhold til folkeoplysningsloven.
Stk. 3. Universitetet er forpligtet til at vedligeholde sine bygninger på et forsvarligt niveau i overensstemmelse med en af bestyrelsen godkendt flerårig plan og til at sikre en forsvarlig standard af udstyr m.v. til de tilskudsberettigede aktiviteter.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan efter forhandling med by- og boligministeren fastsætte nærmere regler om universitetets byggevirksomhed.
Stk. 5. Universitetet skal under størst mulig hensyntagen til sikkerheden anbringe de likvide midler på en eller flere af følgende måder:
-
I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.
-
I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.
-
Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
-
I værdipapirer, bortset fra aktier, som i øvrigt efter deres art og sikkerhed kan stilles i klasse med de i nr. 1 og 2 nævnte aktiver.
§ 17. Universitetets regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes et årsregnskab omfattende resultatopgørelse, balance og anlægsoversigt. Regnskabet skal underskrives af bestyrelsen og af rektor.
Stk. 2. Universitetets regnskab revideres af rigsrevisor i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 3. Regnskabet opstilles efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren. Universitetets regnskabsføring skal være i overensstemmelse med regler fastsat af undervisningsministeren.
Stk. 4. Rigsrevisor kan med undervisningsministeren aftale, at revisionsopgaver i henhold til stk. 2 varetages i et nærmere fastlagt samarbejde mellem rigsrevisor og en institutionsrevision. Institutionsrevisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 18. Hvis det af revisionen fremgår, at der foreligger lovovertrædelser eller andre uacceptable forhold i forbindelse med forvaltningen af universitetets midler, skal undervisningsministeren snarest iværksætte foranstaltninger til genoprettelse af en lovlig og forsvarlig forvaltning. Det samme gælder, hvis undervisningsministeren på anden måde bliver gjort bekendt med de nævnte forhold.
§ 19. Nedlægges universitetet som selvejende institution, overgår dets arealer, egne bygninger og anlæg samt formue i øvrigt til staten.