← DPU

§ DPU · kapitel 9 af 10

Kapitel 4 – Forskellige bestemmelser

LOV nr 483 af 31/05/2000

§ 20. Danmarks Pædagogiske Bibliotek (DPB) er en enhed under Danmarks Pædagogiske Universitet.

Stk. 2. Danmarks Pædagogiske Bibliotek varetager opgaver som nationalt pædagogisk informationscenter og forskningsbibliotek for Danmarks Pædagogiske Universitet.

Stk. 3. Danmarks Pædagogiske Bibliotek ledes af en bibliotekschef efter bemyndigelse fra rektor, jf. § 3, stk. 3, nr. 1. Bestyrelsen godkender en langsigtet udviklingsplan for biblioteket efter indstilling fra rektor.

Stk. 4. I tilknytning til biblioteket oprettes et rådgivende biblioteksudvalg, der sammensættes af bestyrelsen efter indstilling fra akademisk råd, de studerendes råd samt eksterne samarbejdspartnere og brugere af biblioteket.

Stk. 5. De nærmere regler om bibliotekets formål og virksomhed og om biblioteksudvalget fastsættes i universitetets vedtægt.

§ 21. Efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren kan klager over universitetets afgørelser indbringes for ministeren eller for et af undervisningsministeren oprettet særligt klagenævn, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Retlige spørgsmål ved afgørelser om en studerendes retsstilling kan altid indbringes for undervisningsministeren.

§ 22. Beslutning om at anlægge retssag mod bestyrelsesmedlemmer, rektor eller andre i anledning af tab påført institutionen kan træffes af bestyrelsen eller af undervisningsministeren.

§ 23. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige regler for dele af universitetet, der varetager særlige opgaver, eller hvor særlige forhold tilsiger det.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan i forbindelse med et samarbejde mellem universitetet og institutioner omfattet af universitetsloven eller andre forskningsinstitutioner samt Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) godkende undtagelser fra lovens bestemmelser og fastsætte særlige regler herfor efter indstilling fra de berørte institutioner. Godkendelsen sker, når det drejer sig om samarbejde med institutioner omfattet af universitetsloven, efter forhandling med forskningsministeren, og, når det drejer sig om samarbejde med sektorforskningsinstitutioner, efter forhandling med vedkommende minister.