DPU § 3

§ 3. Danmarks Pædagogiske Universitets overordnede ledelse varetages af en bestyrelse. Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets langsigtede virksomhed og udvikling.

Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor. Et af akademisk råd nedsat udvalg udarbejder en begrundet bedømmelse til bestyrelsen af ansøgernes kvalifikationer i henhold til stillingsbeskrivelsen, jf. § 6, stk. 2, nr. 6.

Stk. 3. Bestyrelsen godkender efter indstilling fra rektor:

  1. Ansættelse og afskedigelse af forskningschef, uddannelseschef, administrationschef og bibliotekschef.

  2. Universitetets organisation, herunder institutstrukturen.

  3. Universitetets budget.

  4. Forslag til vedtægt. I vedtægten fastsættes de nærmere regler om universitetets styrelse, de kollegiale organers virksomhed, regler om valg m.v. Valggruppen for heltidsansatte videnskabelige medarbejdere skal omfatte de ph.d.-stipendiater, der er fuldtidsansat på institutionen, jf. dog § 7, stk. 5, nr. 2. Valgmåderne skal fastsættes med henblik på at sikre en rimelig repræsentation af mindretalsgrupper. Hvis det i vedtægten fastlægges, at deltidsansatte medarbejdere har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen, kan det samtidig besluttes, at ph.d.-studerende i denne relation er at betragte som deltidsansatte. Vedtægten godkendes af undervisningsministeren.

  5. Forslag til aftaler, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 4. Bestyrelsen består af en udefra kommende formand, der udpeges af undervisningsministeren, og 10 medlemmer, der udpeges på følgende måde:

  1. 1 udefra kommende medlem udpeges af undervisningsministeren.

  2. 1 udefra kommende medlem udpeges af forskningsministeren.

  3. 1 udefra kommende medlem udpeges af Statens Humanistiske Forskningsråd.

  4. 1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.

  5. 1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af de organer, der rådgiver undervisningsministeren om pædagogiske universitetsuddannelser.

  6. 1 udefra kommende medlem udpeges i fællesskab af de organer, der rådgiver undervisningsministeren om uddannelser til lærer i folkeskolen og til pædagog.

  7. 1 medlem som repræsentant for de videnskabelige medarbejdere og lærere valgt af og blandt disse.

  8. 1 medlem som repræsentant for det teknisk-administrative personale valgt af og blandt disse.

  9. 2 medlemmer som repræsentanter for de studerende valgt af og blandt medlemmerne af de studerendes råd, jf. § 9.

Stk. 5. De udefra kommende medlemmer skal være kyndige i spørgsmål vedrørende forskning og uddannelse. Bestyrelsen vælger en næstformand blandt disse medlemmer.

Stk. 6. Ved stemmelighed er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme udslaggivende.

Kilde: Retsinformation.dk