← DPU

§ DPU · kapitel 6 af 10

Kapitel 1 – Almindelige bestemmelser

LOV nr 483 af 31/05/2000

§ 1. Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) er et selvejende universitet under Undervisningsministeriet.

Stk. 2. Universitetet har til opgave at drive forskning og give videregående uddannelse indtil det højeste videnskabelige niveau inden for hele det pædagogiske felt. Det skal endvidere værne om forskningsfriheden og bidrage til at udbrede kendskab til videnskabens arbejdsmetoder og resultater. Universitetet skal herunder medvirke til at sikre, at den nyeste viden inden for dets fagområder gøres tilgængelig for Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) samt Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.

Stk. 3. Universitetet beslutter selv, hvilke uddannelser det vil udbyde, jf. dog § 2, stk. 5, og § 11, stk. 8. Universitetets udbud skal godkendes af undervisningsministeren.

Stk. 4. Universitetet træffer selv afgørelse om den forskning, der skal drives.

Stk. 5. Universitetets forelæsninger og mundtlige eksaminer er offentlige med de begrænsninger, der fastsættes af universitetet selv.

§ 2. Undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelserne og om adgang til uddannelserne.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om

  1. kvalitetskontrol, herunder censorinstitutionen,

  2. erhvervelse af doktorgrader,

  3. ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere,

  4. klager til universitetet fra de studerende, herunder om klagefrist, i forbindelse med eksaminer og prøver og

  5. tilskud og lokaler til de studerendes organisationer.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan indgå samlede aftaler med universitetet om målene for dets virksomhed, herunder den i § 1, stk. 2, 3. pkt., nævnte forpligtelse, og udvikling.

Stk. 4. Før undervisningsministeren fastsætter regler i henhold til stk. 1 og 2, skal universitetet have lejlighed til at udtale sig, hvis forslagene ikke hidrører fra dette.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan tilbagekalde godkendelser givet efter § 1, stk. 3, hvis der ikke længere er behov for, at uddannelser gennemføres af universitetet, eller hvis universitetet ikke overholder reglerne om uddannelserne eller påbud om at gennemføre konkrete foranstaltninger til opretholdelse af forsvarlige uddannelses- eller undervisningsmæssige forhold.