← Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet

§ Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet · kapitel 33 af 58

Kapitel 4 – *

LOV nr 418 af 31/05/2000

Forsyningspligt

Forsyningspligtydelser

§ 16. Bestemmelserne i kapitlet har til formål at sikre alle slutbrugere adgang til en række grundlæggende teletjenester på rimelige vilkår og til rimelige priser.

    Stk. 2. Forsyningspligten, som skal sikres ved udpegning af en eller flere forsyningspligtudbydere, jf. § 17, omfatter følgende ydelser:

  1. Basale taletelefonitjenester.

  2. ISDN-tjenester eller teletjenester med minimum samme grundlæggende funktioner.

  3. Faste kredsløb, dog ikke bredbåndskredsløb.

  4. Særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af handicappede.

  5. En landsdækkende nummeroplysningstjeneste og en bredt dækkende oplysningstjeneste for udenlandske numre.

  6. Offentlige radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester dækkende Danmark, Grønland og Færøerne (nødopkald).

    Stk. 3. Forsyningspligt omfatter en forpligtelse for den eller de udpegede forsyningspligtudbydere til at levere eller udbyde de i stk. 2 nævnte forsyningspligtydelser

  1. til enhver, der anmoder herom,

  2. til priser, der ikke overstiger de i medfør af § 19 fastsatte maksimalpriser, herunder eventuelt stille disse gratis til rådighed, og

  3. i overensstemmelse med de i medfør af § 16, stk. 4, § 17, stk. 2, og § 18 fastsatte regler og vilkår.

    Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om,

  1. hvilke ydelser der er omfattet af stk. 2, nr. 4,

  2. omfanget af de i stk. 2 nævnte forsyningspligtydelser, herunder hvilke faciliteter og funktioner der er omfattet heraf, og

  3. omfanget af leveringspligten, jf. stk. 3.

Udpegning af forsyningspligtudbydere og krav til disse

§ 17. Telestyrelsen træffer afgørelse om udpegning af en eller flere udbydere af offentlige telenet eller teletjenester som forsyningspligtudbydere af de i § 16, stk. 2, nævnte ydelser, jf. også § 16, stk. 3, om de udpegede udbyderes forpligtelser i medfør heraf.

    Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere vilkår for de i henhold til stk. 1 udpegede udbyderes varetagelse af forsyningspligten.

    Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende Telestyrelsens udpegning og fastsættelse af vilkår, jf. stk. 1 og 2. Reglerne kan blandt andet omfatte

  1. regler for Telestyrelsens udpegning af forsyningspligtudbydere, herunder nærmere regler om, hvilke udbydere af offentlige telenet og teletjenester der kan udpeges som forsyningspligtudbydere, hvordan udpegningen finder sted, herunder regler for udpegning ved offentligt udbud, og om udpegningens varighed,

  2. regler for Telestyrelsens fastsættelse af vilkår og

  3. krav til indholdet af vilkårene, herunder kvalitetskrav til de ydelser, de udpegede forsyningspligtudbydere skal levere.

§ 18. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for de udpegede forsyningspligtudbyderes forpligtelser med henblik på at tilgodese hensynet til sikring af grundlæggende brugerrettigheder i forbindelse med udbud og levering af forsyningspligtydelser, herunder nærmere regler for et eventuelt udbud af et særskilt småforbrugerabonnement.

    Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan indeholde bestemmelser om særlige krav, ud over krav fastsat i medfør af § 10, til indholdet af den kontrakt, der skal gælde i forholdet mellem en forsyningspligtudbyder og en slutbruger.

    Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at Telestyrelsen skal godkende kontraktvilkår som nævnt i stk. 2, herunder at Telestyrelsen ved godkendelsen kan kræve ændringer i vilkårene.

Maksimalpriser for forsyningspligtydelser

§ 19. Telestyrelsen fastsætter maksimalpriser for de udpegede forsyningspligtudbyderes levering af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1-5. Fastsættelsen sker på grundlag af forslag fra forsyningspligtudbyderen. Telestyrelsen kan med henvisning til de i medfør af stk. 5 og 7 fastsatte regler fastsætte lavere maksimalpriser end indeholdt i forsyningspligtudbyderens forslag.

    Stk. 2. Forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 6, (nødopkald) skal af den udpegede forsyningspligtudbyder stilles gratis til rådighed.

    Stk. 3. Der kan ikke ved Telestyrelsens fastsættelse af maksimalpriser efter regler fastsat i medfør af stk. 5 og 7 for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 2 og 3, stilles krav om anvendelse af maksimalpriser, der ikke samlet set dækker omkostningerne ved tilvejebringelse af ydelserne.

    Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at enkelte forsyningspligtydelser eller delelementer heraf helt eller delvis skal undtages fra kravet om fastsættelse af maksimalpriser på grundlag af regler fastsat i medfør af stk. 5-7.

    Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for kravene til de i stk. 1 nævnte maksimalpriser, rammerne for Telestyrelsens fastsættelse heraf og for forsyningspligtudbyderes udarbejdelse af forslag hertil. Reglerne kan blandt andet omfatte følgende:

  1. At maksimalpriserne samlet skal være objektive, ikkediskriminerende og omkostningsbaserede, jf. dog nr. 3, og herunder dække underskud ved tilvejebringelse af de i § 16, stk. 2, nr. 4 og 6, nævnte forsyningspligtydelser.

  2. At maksimalpriserne skal overholde krav om årlige, procentvise realprisfald, der fastsættes med udgangspunkt i internationale bedste praksis priser for tilsvarende ydelser i en flerhed af sammenlignelige lande med omkostningsbaserede takstsystemer, og med udgangspunkt i den generelle danske prisudvikling for teleydelser svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte med henblik på at sikre, at mulige effektiviseringer kommer slutbrugerne til gode.

  3. At maksimalpriserne for visse forsyningspligtydelser eller delelementer heraf som alternativ til et krav om årlige, procentvise realprisfald, jf. nr. 2, skal overholde krav om, at maksimalpriserne for disse ydelser ikke må udvise realprisstigninger i forhold til foregående år.

  4. Særlige regler om fastsættelse af maksimalpriser for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 4, der ikke er fuldt ud omkostningsdækkende, med sigte på at fremme handicappedes brug af telekommunikation.

  5. Regler om de tidsmæssige rammer for fastsættelse af maksimalpriser, indgivelse af forslag hertil m.v.

    Stk. 6. Forskningsministeren kan som alternativ til fastsættelse af regler efter stk. 5 fastsætte regler om, at maksimalpriserne for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 3, fastsættes efter reglerne om prisregulering af samtrafikprodukter, jf. kapitel 14.

    Stk. 7. Ud over den i stk. 5 og 6 nævnte regulering af forsyningspligtudbyderes maksimalpriser kan forskningsministeren ud fra konkurrencehensyn fastsætte regler om,

  1. at forsyningspligtudbyderes maksimalpriser for opkald til andre udbyderes mobil- eller fastnet, der afviger fra priserne for opkald til slutbrugere i forsyningspligtudbyderes eget fastnet eller mobilnet, skal være særskilt omkostningsbaserede, objektive og ikke-diskriminerende, og

  2. at realprisfald på forsyningspligtydelser ikke må overstige realiserede prisfald på relaterede samtrafikprodukter.

    Stk. 8. I forbindelse med Telestyrelsens fastsættelse af maksimalpriser efter stk. 1 indhenter Telestyrelsen en udtalelse fra Konkurrencerådet om, hvorvidt forsyningspligtudbyderens oplæg til maksimalpriser er i overensstemmelse med konkurrenceloven.

    Stk. 9. Konkurrencerådet afgiver udtalelse som nævnt i stk. 8 senest 1 måned efter anmodning herom. Udtalelsen er bindende for Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1.

Underskudsfinansiering af forsyningspligten

§ 20. De i henhold til § 17 udpegede forsyningspligtudbydere har ret til at få dækket samlede dokumenterede underskud ved udbud af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1 og 4-6, som de pågældende forsyningspligtudbydere er udpeget til at udbyde.

    Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om kravene til forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation for underskud, jf. stk. 1.

    Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt forsyningspligtudbyderen har fremlagt tilstrækkelig dokumentation til at berettige til dækning af underskud som nævnt i stk. 1. Senest samtidig med at Telestyrelsen træffer afgørelse herom, skal Telestyrelsen iværksætte offentligt udbud med henblik på eventuel udpegning af en eller flere alternative forsyningspligtudbydere, jf. regler herom fastsat i medfør af § 17, stk. 3.

    Stk. 4. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 udløser en forpligtelse for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelser til at medfinansiere forsyningspligtudbyderens underskud. Telestyrelsen fastsætter og opkræver til dækning heraf bidrag fra de pågældende udbydere.

    Stk. 5. Den i stk. 4 nævnte forpligtelse påhviler også forsyningspligtudbyderen, i det omfang denne ud over de tabsgivende forsyningspligtydelser på samme måde som andre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester udbyder teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte.

    Stk. 6. Bidrag som nævnt i stk. 4 og 5 fastsættes i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.

    Stk. 7. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for beregning af den i stk. 1 nævnte underskudsdækning, herunder regler om tidsfrister for beregning og betaling af bidrag til dækning af underskud, og om den i stk. 4 og 5 nævnte opkrævning af bidrag samt de forpligtede udbyderes oplysningspligt i forbindelse hermed. Heri kan indgå anmeldelsesordninger med henblik på forudgående registrering af de udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som vil være forpligtede til at medvirke til dækning af et eventuelt underskud ved levering af forsyningspligtydelser, jf. stk. 4 og 5.

    Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter desuden nærmere regler om mulighederne for at tilbagekalde udpegningen af en eksisterende forsyningspligtudbyder i forbindelse med afholdelse af offentligt udbud som nævnt i stk. 3.

Forsyningspligtregler for betalingstelefoner

§ 21. Udbydere af betalingstelefoner har pligt til på anmodning fra en kommunalbestyrelse at etablere og drive udendørs betalingstelefoner på gader, veje eller pladser, hvortil offentligheden umiddelbart har adgang.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan alene fremsætte anmodning som nævnt i stk. 1 over for udbydere af betalingstelefoner, som allerede på tidspunktet for anmodningen driver udendørs betalingstelefoner inden for den pågældende kommune, og under forudsætning af, at kommunalbestyrelsen samtidig afgiver et bindende tilsagn om dækning af et eventuelt underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner.

    Stk. 3. Underskud som nævnt i stk. 2 opgøres ved at sammenholde den faktiske omsætning for den omhandlede betalingstelefon med en på forhånd mellem kommunalbestyrelsen og udbyderen aftalt minimumsomsætning, der dækker udbyderens omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste.

    Stk. 4. Kan der ikke opnås enighed om den minimumsomsætning, der, jf. stk. 3, skal indgå i beregningen af, om der foreligger underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner, eller opstår der tvist om den faktiske omsætning, jf. stk. 3, kan sagen af en eller flere af parterne indbringes for Telestyrelsen, der herefter træffer afgørelse.