Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 21

§ 21. Udbydere af betalingstelefoner har pligt til på anmodning fra en kommunalbestyrelse at etablere og drive udendørs betalingstelefoner på gader, veje eller pladser, hvortil offentligheden umiddelbart har adgang.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan alene fremsætte anmodning som nævnt i stk. 1 over for udbydere af betalingstelefoner, som allerede på tidspunktet for anmodningen driver udendørs betalingstelefoner inden for den pågældende kommune, og under forudsætning af, at kommunalbestyrelsen samtidig afgiver et bindende tilsagn om dækning af et eventuelt underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner.

    Stk. 3. Underskud som nævnt i stk. 2 opgøres ved at sammenholde den faktiske omsætning for den omhandlede betalingstelefon med en på forhånd mellem kommunalbestyrelsen og udbyderen aftalt minimumsomsætning, der dækker udbyderens omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste.

    Stk. 4. Kan der ikke opnås enighed om den minimumsomsætning, der, jf. stk. 3, skal indgå i beregningen af, om der foreligger underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner, eller opstår der tvist om den faktiske omsætning, jf. stk. 3, kan sagen af en eller flere af parterne indbringes for Telestyrelsen, der herefter træffer afgørelse.

Kilde: Retsinformation.dk