Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 20
§ 20. De i henhold til § 17 udpegede forsyningspligtudbydere har ret til at få dækket samlede dokumenterede underskud ved udbud af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1 og 4-6, som de pågældende forsyningspligtudbydere er udpeget til at udbyde.
Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om kravene til forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation for underskud, jf. stk. 1.
Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt forsyningspligtudbyderen har fremlagt tilstrækkelig dokumentation til at berettige til dækning af underskud som nævnt i stk. 1. Senest samtidig med at Telestyrelsen træffer afgørelse herom, skal Telestyrelsen iværksætte offentligt udbud med henblik på eventuel udpegning af en eller flere alternative forsyningspligtudbydere, jf. regler herom fastsat i medfør af § 17, stk. 3.
Stk. 4. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 udløser en forpligtelse for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelser til at medfinansiere forsyningspligtudbyderens underskud. Telestyrelsen fastsætter og opkræver til dækning heraf bidrag fra de pågældende udbydere.
Stk. 5. Den i stk. 4 nævnte forpligtelse påhviler også forsyningspligtudbyderen, i det omfang denne ud over de tabsgivende forsyningspligtydelser på samme måde som andre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester udbyder teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte.
Stk. 6. Bidrag som nævnt i stk. 4 og 5 fastsættes i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 7. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for beregning af den i stk. 1 nævnte underskudsdækning, herunder regler om tidsfrister for beregning og betaling af bidrag til dækning af underskud, og om den i stk. 4 og 5 nævnte opkrævning af bidrag samt de forpligtede udbyderes oplysningspligt i forbindelse hermed. Heri kan indgå anmeldelsesordninger med henblik på forudgående registrering af de udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som vil være forpligtede til at medvirke til dækning af et eventuelt underskud ved levering af forsyningspligtydelser, jf. stk. 4 og 5.
Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter desuden nærmere regler om mulighederne for at tilbagekalde udpegningen af en eksisterende forsyningspligtudbyder i forbindelse med afholdelse af offentligt udbud som nævnt i stk. 3.
Forsyningspligtregler for betalingstelefoner
Kilde: Retsinformation.dk