§ Elforsyningsloven · kapitel 22 af 30
Kapitel 7 – *
LOV nr 375 af 02/06/1999
Overdragelse, forbrugerindflydelse, udskillelse af aktiviteter m.v.
§ 35. Inden et transmissionsnet på 200 kV eller derover eller en netforbindelse til udlandet, som ejes af en bevillingshaver, eller ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, kan afstås til andre, skal staten forud tilbydes at købe transmissionsnettet, netforbindelsen eller ejerandelen. Forkøbsretten udøves på statens vegne af miljø- og energiministeren.
Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse ved afståelse af ejerandele i en systemansvarlig virksomhed.
Stk. 3. Forkøbsretten bortfalder, hvis ministeren ikke inden 3 måneder, fra tilbudet er kommet frem, tilkendegiver at ville udnytte denne. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Ved uenighed fastsættes prisen samt betalingsvilkårene af taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 4. En aftale, som indgås i strid med stk. 1 og 2, er ugyldig.
§ 36. En netvirksomhed må hverken helt eller delvis afstå sine ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til
-
en virksomhed, hvori netvirksomheden direkte eller indirekte besidder ejerandele,
-
en virksomhed, som direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden,
-
en virksomhed, som direkte eller indirekte er helt eller delvis ejet af en virksomhed, der tillige direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1.
§ 37. En kommune eller en amtskommune skal i forbindelse med salg af en elforsyningsvirksomhed eller andele eller aktier m.v. i en elforsyningsvirksomhed opgøre størrelsen af kommunens eller amtskommunens indskudskapital i elforsyningsvirksomheden samt nettoprovenuet ved salget.
Stk. 2. Med salg, jf. stk*.* 1, sidestilles enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse eller lignende af
-
elforsyningsvirksomhed,
-
direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over elforsyningsvirksomhed,
-
kapitalandele som i elforsyningsvirksomheden besiddes direkte eller indirekte.
Stk. 3. Opgørelsen indsendes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk*.* 1-3 gælder også, hvis sælgeren eller overdrageren er en virksomhed eller et selskab m.v., som kommunen eller amtskommunen direkte eller indirekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen eller amtskommunen opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksomhed eller et selskab, der ejer kapitalandele i en elforsyningsvirksomhed. Bestemmelserne i stk*.* 1-3 gælder endvidere, hvis kommunen eller amtskommunen på anden måde opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. som nævnt i 1. pkt.
Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens eller amtskommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i elforsyningsvirksomheden samt nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og 4.
Stk. 6. Energitilsynet giver senest den 1. juni hvert år Indenrigsministeriet meddelelse om størrelsen af det beløb, som en kommune eller en amtskommune direkte eller indirekte har opnået i nettoprovenu ved salg, jf. herved stk*.* 5.
Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens eller amtskommunens statstilskud efter bestemmelserne i §§ 10 og 17 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det i stk*.* 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk*.* 8.
Stk. 8. Indenrigsministeriet beregner en forrentning, som beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen eller amtskommunen får rådighed over provenuet fra salget eller overdragelsen, og indtil det år, hvor reduktionen i statstilskuddet til kommunen eller amtskommunen sker. Forrentningen beregnes af nettoprovenuet, jf. stk*.* 6, fraregnet den årlige tilskudsreduktion som nævnt i stk. 7. Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det år eller de år, for hvilket forrentningen skal beregnes.
Stk. 9. Ved elforsyningsvirksomhed i denne bestemmelse forstås enhver form for virksomhed, som er omfattet af § 2.
§ 38. Elproduktions- og elhandelsvirksomheder og disse virksomheders datterselskaber må tilsammen ikke
-
eje mere end 15 pct. af en kollektiv elforsyningsvirksomheds samlede kapital eller
-
besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en kollektiv elforsyningsvirksomheds ledende organer.
Stk. 2. Forsyningspligtige virksomheder må tilsammen ikke
-
eje mere end 15 pct. af en netvirksomheds, transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds samlede kapital eller
-
besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en netvirksomheds, transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds ledende organer.
Stk. 3. Aftaler om overdragelser af kapitalandele og aftaler eller vedtægtsbestemmelser om tildeling af stemmerettigheder i strid med bestemmelserne i stk. 1 og 2 er ugyldige.
§ 39. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal skriftligt underrette Energitilsynet om enhver hel eller delvis afståelse af sine ejerandele i elproduktionsvirksomheder eller andre kollektive elforsyningsvirksomheder. Endvidere skal kollektive elforsyningsvirksomheder underrette Energitilsynet om, hvilke virksomheder der besidder ejerandele i virksomheden, i det omfang virksomheden er bekendt med dette.
Forbrugerindflydelse
§ 40. Flertallet af en netvirksomheds bestyrelsesmedlemmer skal vælges af forbrugere i netvirksomhedens forsyningsområde eller af en eller flere kommunale eller amtskommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på netvirksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale eller amtskommunale bestyrelser i forening.
Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en netvirksomhed, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en netvirksomhed, der drives som selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunalbestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere i netvirksomhedens forsyningsområde eller af sådanne kommunalbestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for kommunal netvirksomhed, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 3. I en netvirksomhed, der ejes af en juridisk person, anses indflydelseskravet i stk. 1 for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 nævnte måde og denne bestyrelse vælger netvirksomhedens bestyrelse.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan, såfremt særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1.
§ 41. Såfremt forbrugere eller kommunale eller amtskommunale bestyrelser eller disse i forening ikke har den i § 40 nævnte indflydelse i netvirksomheden, skal der etableres et forbrugerrepræsentantskab. Forbrugerrepræsentantskabet skal bestå af 11 medlemmer valgt af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde og har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i netvirksomheden.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugeres valgret og valgbarhed samt varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat.
Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 4. Hvis netvirksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, § 59, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.
§ 42. Et forbrugerrepræsentantskab efter § 41, stk. 1, skal vælges første gang senest 2 måneder efter, at netvirksomheden ikke opfylder det i § 40 nævnte indflydelseskrav. Forbrugerrepræsentantskabet vælger flertallet af netvirksomhedens bestyrelsesmedlemmer inden for en frist på 4 uger.
Stk. 2. Netvirksomheden skal drage omsorg for at etablere et forbrugerrepræsentantskab efter § 41.
§ 43. Mindst en tredjedel af medlemmerne i en forsyningspligtig virksomheds bestyrelse skal være valgt af en flerhed af forbrugerne i virksomhedens forsyningsområde eller af en eller flere kommunalbestyrelser i forsyningsområdet .
Stk. 2. §§ 40-42 finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan, såfremt særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1.
§ 44. En net- og forsyningspligtvirksomheds vedtægter skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 40 43.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte virksomheders vedtægter for at kunne godkendes, jf. § 53, stk. 2, skal udarbejdes inden for rammerne af en af ministeren fastlagt standardvedtægt.
Habilitetskrav
§ 45. Et bestyrelsesmedlem i en systemansvarlig virksomhed kan ikke være bestyrelsesmedlem eller direktør i en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.
Stk. 2. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en systemansvarlig virksomhed må ikke deltage i driften eller ledelsen af en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed
Långivning og sikkerhedsstillelse m.v.
§ 46. En kollektiv elforsyningsvirksomhed må ikke yde lån til eller stille sikkerhed for andre virksomheder, herunder andre kollektive elforsyningsvirksomheder.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, i det omfang der ved långivningen eller sikkerheds-stillelsen alene disponeres over den i § 74, stk. 3, nævnte kapital.
Stk. 3. Aftaler, som kollektive elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, herunder koncernforbundne virksomheder, skal indgås på markedsbestemte vilkår.
Udskillelse af aktiviteter
§ 47. Bevilling til forsyningspligtig virksomhed, systemansvarlig virksomhed, netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kan med de i stk. 2 nævnte undtagelser ikke gives til samme virksomhed, og bevillingshaveren kan i virksomheden alene drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen.
Stk. 2. Bevilling til netvirksomhed og bevilling til transmissionsvirksomhed kan dog gives til samme virksomhed, hvis miljø- og energiministeren vurderer, at dette kan ske, uden at det er til hinder for en forsvarlig varetagelse af de bevillingspligtige aktiviteter. Bevilling til transmissionsvirksomhed og bevilling til systemansvarlig virksomhed kan under tilsvarende betingelser gives til samme virksomhed.
Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte tilfælde skal der i virksomheden være regnskabsmæssig adskillelse mellem de to bevillingspligtige aktiviteter.
Stk. 4. Andre aktiviteter, som ligger uden for bevillingen, herunder produktion eller handel med elektricitet, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.
Stk. 5. Stk. 4 gælder ikke for kommuner, der varetager virksomhed i henhold til § 4, stk. 1, 1. pkt.
§ 48. Virksomheder, som producerer elektricitet ved forbrænding af affald, må ikke i samme virksomhed udøve anden elproduktionsvirksomhed eller elhandelsvirksomhed.
§ 49. Midler, som bevillingshaveren opkræver for andre ifølge bestemmelserne i denne lov, skal holdes adskilt fra bevillingshaverens formue.