§ Elforsyningsloven · kapitel 23 af 30
Kapitel 8 – *
LOV nr 375 af 02/06/1999
Generelle bestemmelser om bevillinger
§ 50. I bevillinger kan der ud over de vilkår, der kan fastsættes i medfør af kapitel 3-6, i særlige tilfælde af hensyn til opfyldelse af lovens formål fastsættes sådanne vilkår, som er begrundet i den pågældende virksomheds særlige forhold. Endvidere kan der fastsættes vilkår, som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-regler eller EU-henstillinger på området.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan i bevillingen stille vilkår om, at ministeren med 1 års varsel kan bestemme, at elproduktionsvirksomheder af hensyn til forsyningssikkerheden skal opretholde en nærmere fastsat mindste produktionskapacitet.
Stk. 3. Ministeren kan i bevillingen stille vilkår om, at ministeren med 1 års varsel kan bestemme, at eltransmissionsvirksomheder af hensyn til forsyningssikkerheden skal opretholde en nærmere fastsat transmissionskapacitet.
§ 51. Miljø- og energiministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne.
Stk. 2. Bevillingshaverne skal efter regler fastsat af miljø- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med tilsynet.
Stk. 3. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal efter regler fastsat af miljø- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af de kollektive elforsyningsvirksomheders planlægnings-, udviklings- og forskningsopgaver, herunder de i § 22, stk. 1, nr. 6, § 22, stk. 6, § 28, stk. 3, nr. 2 og 7, og § 29 nævnte aktiviteter.
Stk. 4. Bevillingshavere til net-, transmissions- og produktionsvirksomhed skal eje de anlæg*,* som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.
Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelsen i stk. 4.
§ 52. Efter 5 år og med et forudgående varsel på 1 år kan der fastsættes nye vilkår i en bevilling.
§ 53. Bevillinger efter denne lov er undtaget fra retsforfølgning og kan hverken direkte eller indirekte overdrages til andre, medmindre miljø- og energiministeren tillader overdragelsen og godkender vilkårene herfor.
Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheders vedtægter og ændringer i disse skal godkendes af miljø- og energiministeren.
§ 54. En bevilling kan inddrages, hvis
-
bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven gentagne gange overtrædes,
-
der i en ansøgning om bevilling eller tilladelse i tilknytning til bevillingen er givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller
-
indehaveren af bevillingen eller tilladelsen anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs.
Stk. 2. Hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 kan afhjælpes, kan miljø- og energiministeren meddele indehaveren, at denne inden for en fastsat frist skal overholde sine forpligtelser efter bevillingen eller tilladelsen.
Stk. 3. Beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, træffes af retten og efter stk. 1, nr. 3, af miljø- og energiministeren.
Stk. 4. Hvis en overtrædelse af bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven indebærer tilsidesættelse af væsentlige hensyn til forsyningssikkerheden, kan miljø- og energiministeren midlertidigt inddrage bevillingen. Miljø- og energiministeren skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om prøvelsesadgangen, jf. stk. 5.
Stk. 5. Den, hvis bevilling er midlertidigt inddraget efter stk. 4, kan forlange inddragelsen prøvet af retten.