Elforsyningsloven § 41
§ 41. Såfremt forbrugere eller kommunale eller amtskommunale bestyrelser eller disse i forening ikke har den i § 40 nævnte indflydelse i netvirksomheden, skal der etableres et forbrugerrepræsentantskab. Forbrugerrepræsentantskabet skal bestå af 11 medlemmer valgt af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde og har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i netvirksomheden.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugeres valgret og valgbarhed samt varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat.
Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 4. Hvis netvirksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, § 59, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.
Kilde: Retsinformation.dk