§ Integrationsloven · kapitel 3 af 13
Kapitel 3 – *Boligplacering af flygtninge*
LOV nr 474 af 01/07/1998
§ 6. Udlændingestyrelsen udsender hvert år senest den 1. april meddelelse om det antal flygtninge, som Udlændingestyrelsen påregner at der meddeles opholdstilladelse til i hvert af de kommende tre år (landstallet). Landstallet kan ændres af Udlændingestyrelsen, hvis forholdene gør det nødvendigt.
§ 7. Kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner skal søge at aftale boligplaceringen inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i hvert af de kommende tre år af det antal flygtninge, der er fastsat i landstallet, jf. § 6 (aftalte amtskvoter). Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden den 1. juni hvert år.
Stk. 2. Ændres landstallet for det indeværende kalenderår, jf. § 6, 2. pkt., skal kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner søge at indgå en ny aftale. Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden for en af Udlændingestyrelsen fastsat frist på normalt ikke mindre end 6 uger fra datoen for ændringen af landstallet.
Stk. 3. Har kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke givet meddelelse om indgåelse af en aftale efter stk. 1 til Udlændingestyrelsen inden den 1. juni, fastsætter Udlændingestyrelsen inden den 15. juni i det pågældende år det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i hvert af de kommende tre år (fastsatte amtskvoter).
Stk. 4. Ændres landstallet for det indeværende kalenderår, og har kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke givet meddelelse om aftale efter stk. 2, fastsætter Udlændingestyrelsen inden 30 dage efter udløbet af fristen i stk. 2 det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i det pågældende og de efterfølgende to år.
Stk. 5. De fastsatte amtskvoter efter stk. 3 og 4 kan ændres af Udlændingestyrelsen, hvis ændrede forhold gør det nødvendigt.
§ 8. Kommunalbestyrelserne inden for et amt skal søge at aftale, i hvilke kommuner det antal flygtninge, der er aftalt eller fastsat i amtskvoterne, jf. § 7, stk. 1 og 3, skal boligplaceres i hvert af de kommende tre år (aftalte kommunekvoter). Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden den 10. september hvert år.
Stk. 2. Ændres de aftalte eller fastsatte amtskvoter for det indeværende kalenderår, jf. § 7, stk. 2, 4 og 5, skal kommunalbestyrelserne i hvert amt søge at indgå en ny aftale. Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden for en af Udlændingestyrelsen fastsat frist på normalt ikke mindre end 6 uger fra datoen for ændringen af amtskvoten.
Stk. 3. Har kommunalbestyrelserne inden for et amt ikke givet meddelelse om indgåelse af en aftale efter stk. 1 til Udlændingestyrelsen inden den 10. september, fastsætter Udlændingestyrelsen inden den 30. september i det pågældende år for hver kommune i amtet det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte kommuner i hvert af de kommende tre år (fastsatte kommunekvoter).
Stk. 4. Ændres de aftalte eller fastsatte amtskvoter for det indeværende kalenderår, og har kommunalbestyrelserne inden for et amt ikke givet meddelelse om aftale efter stk. 2, fastsætter Udlændingestyrelsen inden 30 dage efter udløbet af fristen i stk. 2 det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte kommuner i det pågældende år og de efterfølgende to år.
Stk. 5. De fastsatte kommunekvoter efter stk. 3 og 4 kan ændres af Udlændingestyrelsen, hvis ændrede forhold gør det nødvendigt.
§ 9. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om landstal, jf. § 6, om indgåelse af aftaler om amts- og kommunekvoter, jf. § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, om fastsættelse af amts- og kommunekvoter, jf. § 7, stk. 3 og 4, og § 8, stk. 3 og 4, og om ændring af fastsatte amtskvoter, jf. § 7, stk. 5, og § 8, stk. 5.
§ 10. I forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering).
Stk. 2. En flygtning, der visiteres til en kommune i medfør af stk. 1, skal af Udlændingestyrelsen registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i denne kommune. Registreringen sker fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunen, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 3. Registrering i medfør af stk. 2 finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 2 nævnte dato.
Stk. 4. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens afgørelser efter stk. 1 og om registrering i Det Centrale Personregister, jf. stk. 2 og 3.
§ 11. Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om visitering på grundlag af de aftalte eller fastsatte kommunekvoter, jf. § 8, den pågældende flygtnings personlige forhold samt forholdene i kommunen.
§ 12. Kommunalbestyrelsen skal anvise bolig til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen visiterer til kommunen, jf. § 10.
Stk. 2. Den anviste bolig skal være passende i forhold til den enkelte flygtnings behov. Lejen for den anviste bolig må ikke overstige halvdelen af husstandsindkomsten. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde anvise en bolig med en leje, der overstiger halvdelen af husstandsindkomsten. Kommunalbestyrelsen kan i så fald ikke nægte at yde fuld støtte i medfør af § 15 i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afholder de udgifter, der er forbundet med flygtningens flytning til kommunen.
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan erhverve, indrette eller leje ejendomme i kommunen med henblik på gennem udlejning til beboelse at medvirke til en bedre fordeling af udlændinges bosætningsmuligheder på landsplan, regionalt plan og lokalt i kommunen.
Stk. 2. Ved udlejning af en bolig efter stk. 1 kan kommunalbestyrelsen tillægge både danske og udenlandske statsborgere en fortrinsret i forhold til andre boligsøgende, når dette sker af hensyn til behovet for generelt at fremme udlændinges mulighed for integration.
§ 14. Kommunalbestyrelsen skal inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen, anvise boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen. Indtil det er muligt at anvise en bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf.
§ 15. Anviser kommunalbestyrelsen ikke inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen, boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen, kan Udlændingestyrelsen med henblik på at anvise boliger til de pågældende på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning indgå aftaler om
-
- at erhverve, indrette eller leje ejendomme i kommunen,
-
- at købe anvisningsret til private udlejningsejendomme i medfør af lov om kommunal anvisningsret,
-
- at en almen boligorganisation stiller ledige familieboliger eller ledige almene ungdomsboliger til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 59, stk. 2 og 3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.,
-
- at indtil hver fjerde ledige bolig skal anvises af en almen boligorganisation efter særlige sociale kriterier, jf. § 60 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.,
-
- at indtil hver 10. ledige lejlighed i særlige private udlejningsejendomme stilles til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 53 e i lejeloven og § 63 a i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, og
-
- at pensionskasser stiller boliger til rådighed for Udlændingestyrelsen.
Stk. 2. Med henblik på at anvise bolig til de i stk. 1 nævnte flygtninge kan Udlændingestyrelsen endvidere på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning træffe beslutning om, at indtil hver fjerde ledige almene familiebolig eller almene ungdomsbolig i kommunen skal stilles til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 59, stk. 1 og 3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Stk. 3. Aftaler efter stk. 1, nr. 2-5, kan indgås, i det omfang kommunalbestyrelsen ikke har indgået aftaler med udlejer. Beslutning efter stk. 2 kan træffes i det omfang, boligorganisationen ikke allerede stiller 1/4 af de ledige almene familie- og ungdomsboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen efter § 59, stk. 1-3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.