← Integrationsloven

§ Integrationsloven · kapitel 4 af 13

Kapitel 4 – *Introduktionsprogrammet*

LOV nr 474 af 01/07/1998

§ 16. Udlændinge, der på tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret er fyldt 18 år, skal tilbydes et af den ansvarlige kommunalbestyrelse tilrettelagt introduktionsprogram.

Stk. 2. Et introduktionsprogram omfatter kursus i samfundsforståelse, jf. § 20, danskundervisning, jf. §§ 21 og 22, og aktivering, jf. §§ 23 og 24. Omfang og indhold af introduktionspro-grammet for den enkelte udlænding fastlægges i en individuel handlingsplan, jf. § 19.

Stk. 3. Introduktionsprogrammet skal påbegyndes senest en måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for en udlænding.

Stk. 4. Introduktionsprogrammet har en varighed på tre år efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for en udlænding.

Stk. 5. Mindreårige uledsagede asylansøgere med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 4, kan tilbydes introduktionsprogram, jf. stk. 1-4.

§ 17. Introduktionsprogrammet for udlændinge, der tilbydes aktivering i medfør af § 23, skal have et omfang af gennemsnitligt mindst 30 timer pr. uge.

§ 18. En udlænding kan fortsætte sin deltagelse i et introduktionsprogram i en anden kommune, hvis kommunalbestyrelsen i denne kommune godkender at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil udlændingen flytter, skal overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for den pågældende udlændings integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor.

Handlingsplan

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal inden en måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding omfattet af § 16 i samarbejde med den pågældende udarbejde en individuel handlingsplan med det i § 16, stk. 2, angivne indhold.

Stk. 2. Handlingsplanen skal udarbejdes på grundlag af en vurdering af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger og skal målrettet sigte mod den enkelte udlændings introduktion på arbejdsmarkedet eller mod en uddannelse.

Kursus i samfundsforståelse

§ 20. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde udlændinge omfattet af § 16 et kursus i forståelsen af danske samfundsforhold m.v. Kursuset skal have en varighed af mindst 20 timer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i kurset, når den pågældende må anses for at have tilstrækkelig viden om de emner, kursuset omhandler, eller når ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om kursusets indhold.

Danskundervisning

§ 21. Kommunalbestyrelsen skal inden en måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding omfattet af § 16 tilbyde den pågældende undervisning i dansk. Undervisningen i dansk har til formål at sætte udlændinge i stand til at gennemføre en normal samtale på dansk og læse og skrive tekster på det niveau, som den enkeltes introduktionsprogram retter sig imod. Danskundervisningen tilrettelægges i overensstemmelse med det i 2. pkt. angivne formål og i overensstemmelse med den enkelte udlændings handlingsplan, jf. § 19.

Stk. 2. I forbindelse med danskundervisningens afslutning udstedes et bevis for aktiv deltagelse til de udlændinge, der har deltaget aktivt i danskundervisningen.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om danskundervisningens indhold og om udstedelse af bevis for aktiv deltagelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i danskundervisning, når den pågældendes danskkundskaber skønnes at være tilstrækkelige, eller når ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

§ 22. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde særskilt tilrettelagt danskundervisning til udlændinge, der har behov derfor, og som på grund af påbegyndt beskæftigelse eller uddannelse ikke kan følge det ellers tilbudte danskundervisningsforløb.

Aktivering

§ 23. Udlændinge, der i medfør af kapitel 5 er berettiget til introduktionsydelse, skal af kommunalbestyrelsen tilbydes aktivering. Aktiveringen tilrettelægges i overensstemmelse med den enkelte udlændings handlingsplan, jf. § 19.

Stk. 2. Aktivering kan omfatte en eller flere af følgende typer aktiviteter:

    1. Kortvarige vejlednings- og introduktionsprogrammer med vejledning om arbejds- og uddannelsesmuligheder og med adgang til at afprøve beskæftigelsesønsker.
    1. Virksomhedspraktik, herunder individuel jobtræning, jf. §§ 22 og 24 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hos private og offentlige arbejdsgivere.
    1. Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter.
    1. Særligt tilrettelagte aktiverende forløb i form af vejlednings- og praktikforløb, erhvervsmodnende kurser eller andre tilsvarende forløb med en kombination af arbejde og uddannelse.
    1. Frivillige og ulønnede aktiviteter efter udlændingens eget ønske, som kommunalbestyrelsen anser for at have samfundsmæssig betydning eller betydning for den pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation.
    1. Voksen- eller efteruddannelse efter udlændingens eget ønske, som er omfattet af de regler om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse (positivlisten), som arbejdsministeren fastsætter i medfør af § 27, stk. 1, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og § 3, stk. 2, i lov om orlov.

Stk. 3. Reglerne i § 18 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse på udlændinge, der tilbydes virksomhedspraktik i medfør af stk. 2, nr. 2.

Stk. 4. De regler, som socialministeren fastsætter i medfør af § 16, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, gælder også for de uddannelsesaktiviteter, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde i medfør af stk. 2, nr. 3.

Stk. 5. Det er en betingelse for at deltage i voksen- eller efteruddannelse i medfør af stk. 2, nr. 6, at uddannelsen indgår i handlingsplanen efter § 19, og at der ikke er en rimelig udsigt til, at udlændingen får stabilt og ustøttet arbejde i den planlagte uddannelsesperiode.

Stk. 6. De regler, som socialministeren fastsætter i medfør af § 13 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, gælder også for de uddannelsesaktiviteter, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde i medfør af stk. 2, nr. 3 og 6.

Stk. 7. Når kommunalbestyrelsen tilbyder aktivering, skal den så vidt muligt give flere tilbud at vælge imellem.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i aktivering, når ganske særlige grunde taler derfor.

Stk. 9. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om aktiveringens indhold.

§ 24. Såfremt aktiveringen har en sammenhængende varighed på 12 måneder eller derover, skal der ud over den fastlagte aktiveringsperiode indlægges en friperiode på en måned, således at aktiveringen ikke overstiger 11 måneder inden for en 12 måneders periode. Kommunalbestyrelsen skal tilstræbe, at friperioden fastlægges efter aftale med den pågældende udlænding.

Stk. 2. I friperioden er udlændingen ikke omfattet af pligten til at udnytte sine arbejdsmuligheder efter § 25, stk. 2.