Integrationsloven § 21
§ 21. Kommunalbestyrelsen skal inden en måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding omfattet af § 16 tilbyde den pågældende undervisning i dansk. Undervisningen i dansk har til formål at sætte udlændinge i stand til at gennemføre en normal samtale på dansk og læse og skrive tekster på det niveau, som den enkeltes introduktionsprogram retter sig imod. Danskundervisningen tilrettelægges i overensstemmelse med det i 2. pkt. angivne formål og i overensstemmelse med den enkelte udlændings handlingsplan, jf. § 19.
Stk. 2. I forbindelse med danskundervisningens afslutning udstedes et bevis for aktiv deltagelse til de udlændinge, der har deltaget aktivt i danskundervisningen.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om danskundervisningens indhold og om udstedelse af bevis for aktiv deltagelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i danskundervisning, når den pågældendes danskkundskaber skønnes at være tilstrækkelige, eller når ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Kilde: Retsinformation.dk