Integrationsloven § 7
§ 7. Kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner skal søge at aftale boligplaceringen inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i hvert af de kommende tre år af det antal flygtninge, der er fastsat i landstallet, jf. § 6 (aftalte amtskvoter). Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden den 1. juni hvert år.
Stk. 2. Ændres landstallet for det indeværende kalenderår, jf. § 6, 2. pkt., skal kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner søge at indgå en ny aftale. Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden for en af Udlændingestyrelsen fastsat frist på normalt ikke mindre end 6 uger fra datoen for ændringen af landstallet.
Stk. 3. Har kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke givet meddelelse om indgåelse af en aftale efter stk. 1 til Udlændingestyrelsen inden den 1. juni, fastsætter Udlændingestyrelsen inden den 15. juni i det pågældende år det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i hvert af de kommende tre år (fastsatte amtskvoter).
Stk. 4. Ændres landstallet for det indeværende kalenderår, og har kommuneforeningerne i hvert amt og Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke givet meddelelse om aftale efter stk. 2, fastsætter Udlændingestyrelsen inden 30 dage efter udløbet af fristen i stk. 2 det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte amter og i Københavns og Frederiksberg Kommuner i det pågældende og de efterfølgende to år.
Stk. 5. De fastsatte amtskvoter efter stk. 3 og 4 kan ændres af Udlændingestyrelsen, hvis ændrede forhold gør det nødvendigt.
Kilde: Retsinformation.dk