Integrationsloven § 15

§ 15. Anviser kommunalbestyrelsen ikke inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen, boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen, kan Udlændingestyrelsen med henblik på at anvise boliger til de pågældende på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning indgå aftaler om

    1. at erhverve, indrette eller leje ejendomme i kommunen,
    1. at købe anvisningsret til private udlejningsejendomme i medfør af lov om kommunal anvisningsret,
    1. at en almen boligorganisation stiller ledige familieboliger eller ledige almene ungdomsboliger til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 59, stk. 2 og 3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.,
    1. at indtil hver fjerde ledige bolig skal anvises af en almen boligorganisation efter særlige sociale kriterier, jf. § 60 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.,
    1. at indtil hver 10. ledige lejlighed i særlige private udlejningsejendomme stilles til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 53 e i lejeloven og § 63 a i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, og
    1. at pensionskasser stiller boliger til rådighed for Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Med henblik på at anvise bolig til de i stk. 1 nævnte flygtninge kan Udlændingestyrelsen endvidere på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning træffe beslutning om, at indtil hver fjerde ledige almene familiebolig eller almene ungdomsbolig i kommunen skal stilles til rådighed for Udlændingestyrelsen, jf. § 59, stk. 1 og 3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Stk. 3. Aftaler efter stk. 1, nr. 2-5, kan indgås, i det omfang kommunalbestyrelsen ikke har indgået aftaler med udlejer. Beslutning efter stk. 2 kan træffes i det omfang, boligorganisationen ikke allerede stiller 1/4 af de ledige almene familie- og ungdomsboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen efter § 59, stk. 1-3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Kilde: Retsinformation.dk