← Lov om investeringsforeninger (* 1)

§ Lov om investeringsforeninger (* 1) · kapitel 3 af 13

Kapitel 3 – *Generalforsamling, ledelse m.v.*

LOV nr 229 af 26/05/1982

§ 9. Generalforsamlingen er investeringsforeningens øverste myndighed.

Stk. 2. Medlemmernes ret til at træffe beslutning i foreningen udøves på generalforsamlingen.

Stk. 3. Vedtægterne kan uanset stk. 2 bestemme, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne. Regler om valgordningen og om gennemførelse af valg af delegerede skal godkendes af tilsynet med investeringsforeninger og fremgå af vedtægterne.

Stk. 4. Ethvert medlem har ret til i overensstemmelse med vedtægternes regler herom at kræve et bestemt emne optaget på dagsordenen.

Stk. 5. Bestyrelsen og direktionen skal, når det forlanges af et medlem eller af en delegeret, og det efter bestyrelsens skøn kan ske uden væsentlig skade for investeringsforeningen, meddele til rådighed stående oplysninger på generalforsamlingen om alle forhold, som er af betydning for bedømmelsen af årsregnskabet og foreningens stilling i øvrigt eller for spørgsmål, hvorom beslutning skal træffes på generalforsamlingen.

§ 10. Ethvert medlem skal sikres stemmeret på generalforsamlingen i forhold til sin andel. Ethvert medlem skal dog have mindst en stemme. Det kan i vedtægterne bestemmes, at intet medlem kan afgive stemme for mere end en vis procentdel af formuen eller for mere end et bestemt beløb.

Stk. 2. Er stemmeret betinget af notering i foreningens protokol, kan noteringsfristen ikke være længere end en måned.

§ 11. Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne kræves, at mindst halvdelen af formuen er repræsenteret på generalforsamlingen, og at beslutningen vedtages med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Er halvdelen af formuen ikke repræsenteret på generalforsamlingen, men stemmer to tredjedele af de afgivne stemmer for forslaget, kan forslaget vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes med mindst 3 ugers varsel. På den ekstraordinære generalforsamling kan forslaget vedtages, med to tredjedele af de afgivne stemmer uden hensyn til, hvor stor en del af formuen der er repræsenteret.

Stk. 2. Vedtægtsændringen kan ikke træde i kraft, før den er godkendt af tilsynet med investeringsforeninger.

§ 12. En investeringsforening ledes af en bestyrelse og en direktion, jfr. dog § 13, 2. pkt.

Stk. 2. Bestyrelsen skal bestå af mindst 3 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen eller af repræsentantskabet.

Stk. 3. Bestyrelsen sørger for, at investeringsforeningens virksomhed udøves forsvarligt i overensstemmelse med loven og foreningens vedtægter. Bestyrelsen skal herunder påse, at bogføringen og formueforvaltningen kontrolleres på tilfredsstillende måde.

§ 13. Bestyrelsen ansætter en direktion, der varetager den daglige ledelse af investeringsforeningen i overensstemmelse med bestyrelsens retningslinier og anvisninger. Den daglige ledelse kan i stedet overlades til et af tilsynet godkendt administrationsselskab med hjemsted her i landet. Dette skal være et aktieselskab eller andet selskab med begrænset ansvar og må ikke tillige være et depotselskab for foreningen.

§ 14. Bestyrelsesmedlemmer og direktører skal være myndige. De skal have bopæl her i landet, medmindre industriministeren undtager fra dette krav. Kravet om bopæl anvendes ikke i det omfang, andet er fastsat i eller i medfør af international aftale eller ved bestemmelser fastsat af industriministeren.

§ 15. Hvervet som bestyrelsesmedlem eller som medlem af et repræsentantskab kan hverken forenes med stillingen som direktør i foreningen eller i dennes eventuelle administrationsselskab. Dog kan bestyrelsen i en direktørs forfald midlertidigt beskikke et af sine medlemmer eller et medlem af repræsentantskabet til direktør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i de nævnte organer.

Stk. 2. Om ansættelse, valg og afgang af direktører, bestyrelsesmedlemmer, repræsentantskabsmedlemmer og revisorer skal der inden en måned gives tilsynet med investeringsforeninger meddelelse.

§ 16. Varetages investeringsforeningens daglige ledelse af et administrationsselskab, finder § 14 og § 15, stk. 2, tilsvarende anvendelse.