Lov om investeringsforeninger (* 1) § 9

§ 9. Generalforsamlingen er investeringsforeningens øverste myndighed.

Stk. 2. Medlemmernes ret til at træffe beslutning i foreningen udøves på generalforsamlingen.

Stk. 3. Vedtægterne kan uanset stk. 2 bestemme, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af medlemmerne. Regler om valgordningen og om gennemførelse af valg af delegerede skal godkendes af tilsynet med investeringsforeninger og fremgå af vedtægterne.

Stk. 4. Ethvert medlem har ret til i overensstemmelse med vedtægternes regler herom at kræve et bestemt emne optaget på dagsordenen.

Stk. 5. Bestyrelsen og direktionen skal, når det forlanges af et medlem eller af en delegeret, og det efter bestyrelsens skøn kan ske uden væsentlig skade for investeringsforeningen, meddele til rådighed stående oplysninger på generalforsamlingen om alle forhold, som er af betydning for bedømmelsen af årsregnskabet og foreningens stilling i øvrigt eller for spørgsmål, hvorom beslutning skal træffes på generalforsamlingen.

Kilde: Retsinformation.dk