← Lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser

§ Lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser · kapitel 10 af 14

Kapitel 3 – Universiteter under ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

LOV nr 294 af 27/03/2007

§ 5. Bachelor- og kandidatuddannelser samt masteruddannelser og anden deltidsuddannelse, der udbydes i Danmark efter universitetsloven, skal akkrediteres af Akkrediteringsrådet.

Stk. 2. I det omfang danske universiteter kan udbyde uddannelser svarende til de i stk. 1 nævnte uddannelser i udlandet, skal uddannelserne akkrediteres af rådet eller kvalitetssikres efter det nationale kvalitetssikringssystem i det land, hvor uddannelsen udbydes.

Stk. 3. Rådet kan afvise en anmodning om akkreditering eller stoppe behandlingen af anmodningen, hvis

  1. en anmodning ikke indeholder tilstrækkelig dokumentation for uddannelsens kvalitet og relevans,

  2. en anmodning i det væsentligste vedrører forhold, som rådet har taget stilling til inden for de sidste 2 år, og som har medført, at uddannelsen ikke kunne akkrediteres, eller

  3. en anmodning efter stk. 1 vedrører en uddannelse, som ikke vil kunne godkendes efter § 10, stk. 1.

§ 6. Ved akkreditering af eksisterende uddannelser nedsætter det faglige sekretariat et akkrediteringspanel bestående af faglige eksperter og med international deltagelse, jf. dog § 8.

Stk. 2. Panelet foretager en akkrediteringsvurdering af uddannelsens kvalitet og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11, og det faglige sekretariat udarbejder på baggrund heraf en akkrediteringsrapport.

Stk. 3. Akkrediteringen kan omfatte flere uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse.

§ 7. Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv eller en betinget positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering.

Stk. 2. Ved en positiv akkreditering angiver rådet den periode, som akkrediteringen gælder for. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden periodens udløb undersøge, om kriterierne fastsat i medfør af § 11 fortsat opfyldes. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, trækker rådet akkrediteringen tilbage. Universitetet skal underrette rådet, hvis kriterierne ikke længere er opfyldt eller der er tvivl herom. Hvis rådet trækker akkrediteringen tilbage, skal rådet straks indberette det til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 3. Ved en betinget positiv akkreditering angiver rådet, hvilke kriterier uddannelsen ikke opfylder, samt en tidsplan for opfølgning. Rådet træffer efterfølgende afgørelse om akkreditering på baggrund af en supplerende akkrediteringsrapport.

Stk. 4. Ved et afslag på akkreditering angiver rådet, hvorfor uddannelsen ikke kan akkrediteres.

§ 8. Akkrediteringsrådet kan af faglige grunde eller for at afprøve det faglige sekretariats konkurrencedygtighed beslutte at anvende en anden internationalt anerkendt aktør end det faglige sekretariat til at udarbejde akkrediteringsrapporter.

Stk. 2. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra et universitet helt eller delvis lægge en akkrediteringsrapport fra en anden internationalt anerkendt aktør til grund for afgørelsen om akkreditering, i det omfang rapporten er udarbejdet efter kriterierne fastsat i medfør af § 11.

§ 9. Ved akkreditering af nye uddannelser foretager det faglige sekretariat en faglig vurdering af uddannelsens kvalitet og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11 og udarbejder en akkrediteringsrapport. Akkrediteringsrådet kan i særlige tilfælde kræve, at det faglige sekretariat nedsætter et akkrediteringspanel efter § 6, stk. 1. Akkrediteringen kan omfatte flere uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse.

Stk. 2. Rådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering.

Stk. 3. En positiv akkreditering gælder for en periode svarende til uddannelsens normerede studietid tillagt 2 år. Hvor akkrediteringen omfatter flere uddannelser, gælder akkrediteringen for en periode svarende til den normerede studietid for det samlede uddannelsesforløb tillagt 2 år. Perioden fastsættes ved oprunding til hele kalenderår.

Stk. 4. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden periodens udløb undersøge, om kriterierne fastsat i medfør af § 11 fortsat opfyldes. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, trækker rådet akkrediteringen tilbage. Universitetet skal underrette rådet, hvis kriterierne ikke længere er opfyldt eller der er tvivl herom. Hvis rådet trækker akkrediteringen tilbage, skal rådet straks indberette det til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 5. Ved et afslag på akkreditering angiver rådet, hvorfor uddannelsen ikke kan akkrediteres.

§ 10. Bachelor- og kandidatuddannelser samt masteruddannelser og anden deltidsuddannelse, der udbydes i Danmark efter universitetsloven, skal godkendes af Akkrediteringsrådet med den virkning, at uddannelsen opnår tilskud herefter, jf. dog stk. 3. Godkendelsen forudsætter en positiv eller betinget positiv akkreditering efter § 7, stk. 1, eller en positiv akkreditering efter § 9, stk. 2, og gælder for den samme periode som akkrediteringen.

Stk. 2. Inden en godkendelse efter stk. 1 indstiller rådet uddannelsens tilskudsmæssige indplacering, titel, specifikke adgangskrav for bacheloruddannelser og uddannelsens normerede studietid til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. Rådet indstiller desuden eventuel fastsættelse af maksimumrammer for tilgangen til uddannelsen.

Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan undtagelsesvis træffe afgørelse om, at en uddannelse ikke kan godkendes i henhold til stk. 1. Afgørelse herom træffes, hvor uddannelsen ikke opfylder lovgivningsmæssige krav eller oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig. Det pågældende universitet skal have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Stk. 4. Godkendelsen bortfalder, hvis akkrediteringen trækkes tilbage efter § 7, stk. 2, eller efter § 9, stk. 4.

Stk. 5. Rådet skal straks indberette godkendelse efter stk. 1 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

§ 11. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter kriterier for kvalitet og relevans samt nærmere regler om sagsgangen ved akkreditering og godkendelse.