Lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser § 9

§ 9. Ved akkreditering af nye uddannelser foretager det faglige sekretariat en faglig vurdering af uddannelsens kvalitet og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11 og udarbejder en akkrediteringsrapport. Akkrediteringsrådet kan i særlige tilfælde kræve, at det faglige sekretariat nedsætter et akkrediteringspanel efter § 6, stk. 1. Akkrediteringen kan omfatte flere uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse.

Stk. 2. Rådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering.

Stk. 3. En positiv akkreditering gælder for en periode svarende til uddannelsens normerede studietid tillagt 2 år. Hvor akkrediteringen omfatter flere uddannelser, gælder akkrediteringen for en periode svarende til den normerede studietid for det samlede uddannelsesforløb tillagt 2 år. Perioden fastsættes ved oprunding til hele kalenderår.

Stk. 4. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden periodens udløb undersøge, om kriterierne fastsat i medfør af § 11 fortsat opfyldes. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, trækker rådet akkrediteringen tilbage. Universitetet skal underrette rådet, hvis kriterierne ikke længere er opfyldt eller der er tvivl herom. Hvis rådet trækker akkrediteringen tilbage, skal rådet straks indberette det til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 5. Ved et afslag på akkreditering angiver rådet, hvorfor uddannelsen ikke kan akkrediteres.

Kilde: Retsinformation.dk