§ Lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark · kapitel 9 af 14
Kapitel 2 – Kapitalforhold m.v.
LOV nr 383 af 03/05/2006
§ 8. Foreningens egenkapital skal til enhver tid udgøre mindst 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser.
Stk. 2. Hvis egenkapitalen måtte blive nedbragt under 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser, skal der fra medlemmerne efter retningslinjer fastsat i foreningens vedtægter indkræves det beløb, som behøves for at bringe egenkapitalen op på et niveau, som er i overensstemmelse med egenkapitalkravet, jf. stk. 1. Indkrævede beløb med tillæg af en af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, godkendt rente skal godtgøres de indbetalende medlemmer, så snart dette kan ske uden at bringe egenkapitalen ned på et niveau, som ikke er i overensstemmelse med egenkapitalkravet, jf. stk. 1.
§ 9. Foreningens mulighed for låneoptagelse uden umiddelbart genudlån reguleres af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan fastsætte regler for foreningens likviditet.
Stk. 3. Foreningen skal udarbejde regler for styring af finansielle risici og brug af finansielle instrumenter, som straks efter godkendelse af foreningens bestyrelse sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan pålægge foreningen at ændre disse regler.