← Lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark

§ Lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark · kapitel 8 af 14

Kapitel 1 – Virksomhed

LOV nr 383 af 03/05/2006

§ 1. Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark (foreningen) har til formål at yde lån og finansiel leasing inden for rammerne af de regler, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter om kommunernes og regionernes låntagning, herunder de hertil knyttede finansielle ydelser som nærmere bestemt i foreningens vedtægter.

Stk. 2. Foreningen er organiseret under navnet KommuneKredit.

Stk. 3. Foreningen skal til enhver tid have et sæt vedtægter, der nærmere regulerer foreningens forhold, og som er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 2. Foreningen kan yde de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser til

  1. kommuner, regioner og kommunale fællesskaber og

  2. andre kommunale eller regionale formål, for hvilke betingelserne efter stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det er en betingelse for at yde lån og finansiel leasing til andre kommunale og regionale formål efter stk. 1, nr. 2, at en eller flere kommuner eller regioner yder garanti for lånebeløbet, eller at lånet ydes til selskaber m.v., ifølge hvis vedtægter deltagerne hæfter solidarisk for de optagne lån, og hvori en eller flere kommuner eller regioner er interessent eller deltager.

§ 3. Medlem af foreningen er enhver kommune og region, der har optaget lån hos eller indgået finansielle leasingkontrakter med foreningen eller hæfter for lån eller finansielle leasingkontrakter som anført i § 2.

§ 4. Foreningen finansierer sig ved optagelse af lån på penge- og kapitalmarkeder med tilhørende finansielle instrumenter.

§ 5. Medlemmerne hæfter direkte solidarisk for alle foreningens forpligtelser. Et medlem udtræder først af foreningen, når skyldforholdet er afviklet og medlemmet på vedtægtsmæssig måde er frigjort for det solidariske ansvar.

§ 6. Foreningen kan udøve virksomhed gennem datterselskaber efter forudgående godkendelse fra tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 2. Foreningen kan fusionere med de i stk. 1 godkendte datterselskaber efter forudgående godkendelse fra tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

§ 7. Inden for rammer fastsat af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan foreningen opkræve bidrag til administration.