§ Lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark · kapitel 10 af 14
Kapitel 3 – Ledelse
LOV nr 383 af 03/05/2006
§ 10. Foreningens bestyrelse og direktion forestår ledelsen af foreningens anliggender. Bestyrelsen skal sørge for en forsvarlig organisation af foreningens virksomhed. Direktionen varetager den daglige ledelse af foreningen.
Stk. 2. Foreningens bestyrelse skal udfærdige skriftlige retningslinjer for foreningens væsentligste aktivitetsområder, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion fastlægges.
Stk. 3. Et eksemplar af retningslinjerne skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der ligeledes skal orienteres skriftligt om eventuelle ændringer.
§ 11. Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med en direktør eller af to direktører i forening. Foreningen tegnes desuden af et medlem af direktionen i forening med en dertil af bestyrelsens formand særlig bemyndiget medarbejder eller af to således bemyndigede medarbejdere i forening.
§ 12. Vederlag til bestyrelsesmedlemmer skal godkendes af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, og må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.