← Lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog

§ Lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog · kapitel 6 af 8

Kapitel 2 – Indhold, varighed og struktur

LOV nr 315 af 19/04/2006

Varighed

§ 5. Uddannelsen er normeret til 3½ år og tilrettelægges således, at der veksles mellem uddannelse på institution og på praktiksted.

Uddannelsens fag og faglige elementer

§ 6. Uddannelsen omfatter følgende grundlæggende fag og faglige elementer:

  1. Pædagogik.

  2. Dansk, kultur og kommunikation.

  3. Individ, institution og samfund.

  4. Ét af følgende linjefag efter den studerendes valg:

a) Sundhed, krop og bevægelse.

b) Udtryk, musik og drama.

c) Værksted, natur og teknik.

  1. Praktikuddannelse.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om fagenes og de faglige elementers mål, organisering, omfang og centrale kundskabs- og færdighedsområder og kan fastsætte regler om de studerendes valg af linjefag.

§ 7. Den studerende vælger én af følgende specialiseringer:

  1. Børn og unge.

  2. Mennesker med nedsat funktionsevne.

  3. Mennesker med sociale problemer.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om specialiseringernes mål, organisering, omfang og centrale kundskabs- og færdighedsområder og kan fastsætte regler om de studerendes valg af specialisering.

§ 8. Uddannelsen indeholder et tværprofessionelt element, der tilrettelægges af uddannelsesinstitutionen, og som sigter mod, at den studerende tilegner sig kompetencer til fremme af samarbejde med andre relevante professioner.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om det tværprofessionelle elements mål, omfang og placering.

§ 9. Praktikuddannelsen tilrettelægges med progression gennem uddannelsens første 3 år med henblik på, at den studerende tilegner sig kompetencer, der danner et fagligt grundlag for erhvervsmæssig beskæftigelse.

Stk. 2. Praktikuddannelsen tilrettelægges med udgangspunkt i fastlagte uddannelsesmål, således at den studerende indgår i tilrettelagte uddannelsesforløb, aktiviteter og arbejdsfunktioner, der har relation til disse mål, og således at der er sammenhæng med uddannelsen på uddannelsesinstitutionen, herunder bachelorprojektet.

Stk. 3. 1. års praktikperiode er normeret til ¼ år og er ulønnet. 2. års og 3. års praktikperioder er hver normeret til ½ år og er lønnede.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af praktik, om praktikvejledning og -bedømmelse og om uddannelsesinstitutionernes tilsyn med praktikken samt om hel eller delvis erstatning af den lønnede praktik med ulønnet praktik for studerende, der gennemfører dele af uddannelsen i udlandet.

Professionsbachelorprojektet

§ 10. I uddannelsen indgår for den enkelte studerende et professionsbachelorprojekt, der sigter mod, at den studerende tilegner sig

  1. særlig indsigt i et afgrænset område eller problem af både teoretisk og praktisk karakter inden for et centralt pædagogisk arbejdsområde,

  2. færdighed i at indsamle, dokumentere, analysere, reflektere og perspektivere viden og information inden for pædagogfaglige emner og problemstillinger og

  3. færdighed i at formidle pædagogfaglige emner og problemstillinger.

Stk. 2. Professionsbachelorprojektet afsluttes efter 3. praktikperiode.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om professionsbachelorprojektets omfang og udformning m.v.

Øvrige bemyndigelser

§ 11. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om uddannelsen i øvrigt, herunder om

  1. adgang til og optagelse på uddannelsen,

  2. institutionens studieordning,

  3. de studerendes deltagelsespligt, herunder mødepligt i praktikuddannelsen,

  4. prøver og beviser,

  5. kvalitetsudvikling og -kontrol, herunder om lærerkvalifikationer og censorinstitutionen, og

  6. klager til institutionen fra de studerende, herunder om klagefrist.

§ 12. Undervisningsministeren fastsætter regler om, at studerende med særlige uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger kan fritages for dele af uddannelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om muligheden for særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for studerende med særlige behov.

§ 13. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige loven, hvis det sker for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde.