§ Lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog · kapitel 5 af 8
Kapitel 1 – Formål m.v.
LOV nr 315 af 19/04/2006
§ 1. Formålet med uddannelsen til pædagog er, at den studerende får et teoretisk og praktisk grundlag for at udføre arbejde som pædagog.
Stk. 2. Uddannelsen skal kvalificere den studerende til at kunne
-
indgå i professionelle relationer med børn, unge og voksne brugere og samarbejde med, vejlede og støtte disses forældre og pårørende,
-
formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset sproglig og kulturel baggrund,
-
tilegne sig og gøre brug af relevante teorier og metoder i pædagogisk praksis,
-
tilrettelægge, udføre og koordinere pædagogisk begrundede aktiviteter og processer,
-
deltage i professionelt samarbejde, herunder med personale fra tilgrænsende områder, og
-
analysere, evaluere, dokumentere og udvikle pædagogisk praksis samt deltage i kvalitets- og udviklingsarbejde.
§ 2. Uddannelsen tager sigte på hele det pædagogiske beskæftigelsesområde med specialisering inden for et arbejds-, funktions- eller fagområde.
§ 3. Uddannelsen skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling, herunder de studerendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund, og skal give de studerende grundlag for videreuddannelse.
§ 4. Uddannelsen foregår på Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) og på seminarier, der af undervisningsministeren er godkendt til at uddanne pædagoger.