§ Fødevareloven · kapitel 28 af 34
Kapitel 11 – Myndigheder
LOV nr 526 af 24/06/2005
§ 47. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender etablerer en central enhed og et antal regionale statslige enheder, som skal varetage kontrol, tilsyn, undersøgelser og informationsvirksomhed m.v. inden for fødevarelovgivningens område.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om disse enheders opgaver og virksomhed samt om tilsynet med disse.
§ 48. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om, at offentlige og private laboratorier skal være akkrediterede af et akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA’s (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse, godkendte eller opfylde bestemte kvalitetskriterier for at kunne varetage undersøgelsesopgaver i henhold til fødevarelovgivningen.
Stk. 2. Ministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser om vurdering og godkendelse af analysemetoder og om, hvilke analysemetoder der skal anvendes til laboratorieundersøgelser i henhold til fødevarelovgivningen.