← Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats

§ Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats · kapitel 17 af 28

Kapitel 3 – Etablering og opgaver

LOV nr 522 af 24/06/2005

§ 15. For at sikre en sammenhængende indsats over for borgere og virksomheder samarbejder staten og kommunen om beskæftigelsesindsatsen på et bestemt tjenestested (et jobcenter), som kommunalbestyrelsen opretter i kommunen.

Stk. 2. I jobcenteret skal der i beskæftigelsesindsatsen over for borgere være fokus på beskæftigelse, selvforsørgelse og rådighed.

§ 16. Kommunalt og statsligt ansatte i jobcenteret kan efter anvisning fra de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen udføre myndighedsopgaver på vegne af såvel staten som kommunen i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

§ 17. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med KL (Kommunernes Landsforening) fastsætte regler om samarbejdet mellem staten og kommunen i jobcenteret.

Delegation til kommunen og overførsel af statsligt ansatte

§ 18. Beskæftigelsesministeren kan bemyndige en kommunalbestyrelse til at varetage udøvelsen af statens beskæftigelsesindsats i et jobcenter, jf. § 6, stk. 2.

Stk. 2. Når beskæftigelsesministeren bemyndiger en kommunalbestyrelse til at varetage udøvelsen af statens beskæftigelsesindsats, jf. stk. 1, bemyndiges kommunalbestyrelsen samtidig til at varetage udøvelsen af statens opgaver i jobcenteret efter anden lovgivning.

Stk. 3. Når arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, videregives i medfør af stk. 1 eller stk. 2, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.

Stk. 4. Kapitel 2, §§ 9 og 10-11 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse, når kommunen behandler sager inden for områder, som kommunen har fået bemyndigelse til at varetage efter stk. 1 og 2. Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, finder dog ikke anvendelse ved udveksling af oplysninger med arbejdsløshedskasser som led i kommunens varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter stk. 1 og 2.

Stk. 5. Klager over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1 og 2, kan indbringes for den myndighed, der efter den pågældende lovgivning er klageinstans for afgørelser truffet af staten i jobcenteret.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan tilbagekalde bemyndigelsen efter stk. 1, hvis der i de i § 11 nævnte situationer ikke kan opnås enighed om en aftale eller beskæftigelsesindsatsen ikke forbedres som aftalt. Samtidig tilbagekaldes bemyndigelsen til at varetage udøvelsen af statens opgaver i jobcenteret efter anden lovgivning, jf. stk. 2.

§ 19. Kommunen overtager statsligt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der efter § 18 overføres til kommunen, jf. dog § 21.

Stk. 2. Kommunen overtager herudover en forholdsmæssig del af de statsligt ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der efter § 18 overføres til kommunen, jf. dog § 21.

§ 20. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for ansatte, der er ansat i henhold til overenskomst eller individuel aftale, og som i forbindelse med overførslen efter § 19 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

§ 21. Statslige tjenestemænd, som på tidspunktet for bemyndigelsen efter § 18 er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der efter § 18 overføres til kommunen, udlånes fra dette tidspunkt til kommunen med henblik på varetagelse af opgaverne i den pågældende kommunes jobcenter.

Stk. 2. Den statslige tjenestemand opretholder den statslige ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Tjenestemanden har ikke krav på rådighedsløn, ventepenge eller pension som følge af udlånet til en kommune og har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af dette udlån.

Stk. 4. Staten udbetaler løn m.v., herunder pensionsindbetalinger, til statstjenestemænd, der i henhold til stk. 1 udlånes til den pågældende kommune. Den pågældende kommune refunderer statens udgifter hertil. Finansministeren fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Stk. 5. Hvis den pågældende kommune ikke længere har behov for at beskæftige en tjenestemand, som er udlånt efter stk. 1, kan kommunen efter forudgående varsling af staten bringe tjenestemandens udlånsforhold til kommunen til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.

Stk. 6. Den endelige administrative afgørelse af tvivlsspørgsmål efter stk. 1-5 træffes af finansministeren efter forhandling med de involverede parter.

§ 22. Hvis beskæftigelsesministeren tilbagekalder bemyndigelsen, jf. § 18, stk. 6, finder principperne i §§ 19-21 tilsvarende anvendelse.

Beskæftigelsesplan og resultatrevision

§ 23. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret skal udarbejde en plan for det kommende års beskæftigelsesindsats. Planen skal omhandle den samlede indsats og indsatsen fordelt på stat og kommune. Det lokale beskæftigelsesråd inddrages i forbindelse med udarbejdelse af beskæftigelsesplanen. Beskæftigelsesplanen skal med rådets bemærkninger indgå i statens og kommunalbestyrelsens budgetarbejde for beskæftigelsesindsatsen i det kommende år.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger beskæftigelsesplanen skal indeholde og om form og frister for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen.

§ 24. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret skal årligt udarbejde en resultatrevision. Resultatrevisionen skal vise resultater og effekter af den samlede beskæftigelsesindsats i jobcenteret og resultater og effekter fordelt på stat og kommune.

Stk. 2. Resultatrevisionen forelægges kommunalbestyrelsen med det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger forud for vedtagelsen af budgettet for det kommende år. Resultatrevisionen indgår i den statslige planlægning og budgettering af beskæftigelsesindsatsen for det kommende år med det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger resultatrevisionen skal indeholde, og om form og frister for udarbejdelsen af resultatrevisionen.

§ 25. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret sender beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen til det regionale beskæftigelsesråd med det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger.

Afsnit IV

Andre aktører