← Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats

§ Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats · kapitel 16 af 28

Kapitel 2 – Staten

LOV nr 522 af 24/06/2005

§ 5. Beskæftigelsesministeren opretter fire statslige beskæftigelsesregioner, som omfatter

  1. Region Nordjylland,

  2. Region Midtjylland,

  3. Region Syddanmark og

  4. Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Stk. 2. I hver beskæftigelsesregion oprettes et regionskontor, der ledes af en regionsdirektør. Beskæftigelsesministeren ansætter regionsdirektøren.

Stk. 3. Arbejdsmarkedsstyrelsen ansætter efter indstilling fra regionsdirektøren det øvrige personale i regionskontoret.

§ 6. Staten overvåger og analyserer i beskæftigelsesregionerne udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåger og følger op på statens og kommunernes beskæftigelsesindsats i jobcentrene med henblik på at sikre resultater og effekter af indsatsen.

Stk. 2. Staten har ansvaret for og beslutter, hvordan staten skal planlægge og udføre den statslige beskæftigelsesindsats i jobcentre, jf. § 15. Beskæftigelsesindsatsen omfatter indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for arbejds- og uddannelsessøgende, private og offentlige arbejdsgivere samt personer, der modtager dagpenge eller aktiveringsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt indsatsen efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

§ 7. Beskæftigelsesministeren er øverste administrative myndighed for beskæftigelsesregionerne og for den statslige beskæftigelsesindsats i jobcentre. Arbejdsmarkedsstyrelsen varetager den daglige ledelse på landsplan.

Stk. 2. Arbejdsmarkedsstyrelsen kan oprette særlige enheder til at varetage den statslige beskæftigelsesindsats i jobcentrene.

Beskæftigelsesregionerne

§ 8. Beskæftigelsesregionen overvåger og analyserer udviklingen på det regionale arbejdsmarked og stiller sin viden til rådighed for de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen og andre relevante interessenter på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Beskæftigelsesregionen overvåger og tilvejebringer dokumentation for resultater og effekter af den statslige og kommunale beskæftigelsesindsats i jobcentre, herunder dokumentation for resultatproblemer i enkelte jobcentre.

Stk. 3. Regionsdirektøren varetager sekretariatsbistanden for det regionale beskæftigelsesråd, jf. kapitel 6, og sikrer, at rådets beslutninger er lovlige.

§ 9. Regionsdirektøren gennemfører efter inddragelse af det regionale beskæftigelsesråd og med beskæftigelsesministerens godkendelse statslige rammeudbud for beskæftigelsesindsatsen over for målgrupper, som har særlige problemer i forhold til arbejdsmarkedet, og som er spredt på tværs af jobcentre og kræver en specialiseret indsats.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren godkender efter aftale med ministeren for flygtninge, indvandrere og integration rammeudbud, jf. stk. 1, der vedrører beskæftigelsesindsatsen over for udlændinge omfattet af integrationsloven.

Stk. 3. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret har pligt til at anvende de andre aktører, der er omfattet af statslige rammeudbud.

Stk. 4. Regionsdirektøren kan efter ansøgning fra de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i et jobcenter og efter en konkret vurdering af jobcenterets indsats og resultater over for målgruppen, der er omfattet af et rammeudbud efter stk. 1 eller 2, fritage de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen for pligten til at anvende de andre aktører efter stk. 3. Regionsdirektøren inddrager i denne forbindelse det regionale beskæftigelsesråd.

§ 10. Regionsdirektøren kan efter inddragelse af det regionale beskæftigelsesråd og med ministerens godkendelse indgå aftaler med institutioner, andre aktører eller de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i et jobcenter om at stille specialistviden om særlige indsatsområder til rådighed for jobcentrene.

§ 11. Hvis regionsdirektøren konstaterer, jf. § 8, stk. 2, at den statslige eller kommunale beskæftigelsesindsats i et jobcenter ikke opfylder lovgivningens krav til beskæftigelsesindsatsen, eller at resultater af indsatsen afviger væsentligt fra resultater i sammenlignelige jobcentre, kan regionsdirektøren indgå en skriftlig aftale med de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret om at forbedre indsatsen.

Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås enighed om en aftale, eller beskæftigelsesindsatsen ikke forbedres som aftalt, jf. stk. 1, kan beskæftigelsesministeren efter indstilling fra regionsdirektøren pålægge de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret at benytte andre aktører i beskæftigelsesindsatsen. Pålæg om at benytte andre aktører i beskæftigelsesindsatsen over for udlændinge omfattet af integrationsloven gives efter aftale med ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

Stk. 3. Regionsdirektøren skal inddrage det regionale beskæftigelsesråd i de situationer, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 4. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret har pligt til at følge et pålæg efter stk. 2 og afholder udgifterne som følge heraf.

§ 12. Regionsdirektøren kan som led i aftalen med de ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen, jf. § 11, stk. 1, finansiere konsulentbistand, der kan medvirke til at forbedre indsatsen i jobcenteret.

Kommunerne

§ 13. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre den kommunale beskæftigelsesindsats i jobcentre, jf. § 15.

Stk. 2. Den kommunale beskæftigelsesindsats omfatter

  1. kommunens opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

  2. beskæftigelsesrettede opgaver over for borgere og virksomheder i henhold til lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og integrationsloven og

  3. opgaverne efter stk. 3.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger formidlingen af virksomhedsrettede sociale tilbud m.v. Kommunalbestyrelsen udvikler og styrker endvidere indsatsen for at inddrage virksomhederne i indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder revalidering og andre virksomhedsrettede tilbud. Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i lokale forhold, herunder lokale ressourcer og behov.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver i lov om aktiv socialpolitik og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel der er omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats.

Stk. 5. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter efter aftale med beskæftigelsesministeren regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver efter integrationsloven der er omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats.

§ 14. Kommunalbestyrelsen skal drage omsorg for, at en særskilt del af kommunens forvaltning alene udfører den kommunale beskæftigelsesindsats. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at denne del af forvaltningen også varetager kommunens opgaver i relation til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. samt opgaver i relation til Ungdommens Uddannelsesvejledning efter kapitel 2 i lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv, jf. dog bestemmelserne i nævnte lovs § 8.

Stk. 2. Økonomiudvalget i kommunen skal varetage den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, dog ikke kapitel 10 og 10 a, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel samt de beskæftigelsesrettede opgaver efter integrationsloven og ydelser knyttet hertil, dog ikke §§ 35-39.

Stk. 3. Ønsker kommunalbestyrelsen ikke at lade økonomiudvalget varetage de i stk. 2 nævnte opgaver, kan den i stedet nedsætte et stående udvalg, der varetager disse opgaver. Udvalget kan endvidere varetage den umiddelbare forvaltning af kommunens overordnede integrationspolitik, kommunens opgaver i relation til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., den kommunale erhvervspolitik samt de i stk. 1 nævnte vejledningsopgaver, medmindre disse opgaver skal varetages i et kommunalt fællesskab el.lign., jf. § 8 i lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv. Udvalget kan ikke varetage andre opgaver. I kommuner med mellemformsstyre, jf. § 65 i lov om kommunernes styrelse, kan et kommunalbestyrelsesmedlem, der udpeges som formand for det stående udvalg, tillige udpeges som formand for et andet stående udvalg.

Stk. 4. I kommuner med magistratsordning nedsætter kommunalbestyrelsen et udvalg til at rådgive det magistratsmedlem, der varetager den umiddelbare forvaltning af de opgaver, der er nævnt i stk. 2. Udvalget rådgiver om forvaltningen af de opgaver, der er nævnt i stk. 2. Udvalget kan herudover alene rådgive om forvaltningen af de opgaver, der er nævnt i stk. 3, 2. pkt.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan behandle sager om hjælp til enkeltpersoner efter de regler, der er nævnt i stk. 2.

Afsnit III

Jobcentre