Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats § 18
§ 18. Beskæftigelsesministeren kan bemyndige en kommunalbestyrelse til at varetage udøvelsen af statens beskæftigelsesindsats i et jobcenter, jf. § 6, stk. 2.
Stk. 2. Når beskæftigelsesministeren bemyndiger en kommunalbestyrelse til at varetage udøvelsen af statens beskæftigelsesindsats, jf. stk. 1, bemyndiges kommunalbestyrelsen samtidig til at varetage udøvelsen af statens opgaver i jobcenteret efter anden lovgivning.
Stk. 3. Når arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, videregives i medfør af stk. 1 eller stk. 2, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.
Stk. 4. Kapitel 2, §§ 9 og 10-11 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse, når kommunen behandler sager inden for områder, som kommunen har fået bemyndigelse til at varetage efter stk. 1 og 2. Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, finder dog ikke anvendelse ved udveksling af oplysninger med arbejdsløshedskasser som led i kommunens varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter stk. 1 og 2.
Stk. 5. Klager over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1 og 2, kan indbringes for den myndighed, der efter den pågældende lovgivning er klageinstans for afgørelser truffet af staten i jobcenteret.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan tilbagekalde bemyndigelsen efter stk. 1, hvis der i de i § 11 nævnte situationer ikke kan opnås enighed om en aftale eller beskæftigelsesindsatsen ikke forbedres som aftalt. Samtidig tilbagekaldes bemyndigelsen til at varetage udøvelsen af statens opgaver i jobcenteret efter anden lovgivning, jf. stk. 2.
Kilde: Retsinformation.dk