← Offshoresikkerhedsloven

§ Offshoresikkerhedsloven · kapitel 13 af 20

Kapitel 3 – Styring af sikkerhed og sundhed

LOV nr 1424 af 21/12/2005

Ledelsessystem for sikkerhed og sundhed

§ 19. Operatøren skal sørge for, at der for faste offshoreanlæg etableres og vedligeholdes et ledelsessystem for sikkerhed og sundhed, der sikrer og dokumenterer, at anlæggets design, bygning, installation, ændring eller demontering er i overensstemmelse med krav fastsat i eller i medfør af denne lov.

Stk. 2. Ledelsessystemet skal være opbygget i henhold til anerkendte normer og standarder for ledelsessystemer eller andre lignende ordninger og skal etableres, før projektering eller demontering af anlægget påbegyndes.

Stk. 3. Operatøren skal sørge for, at der føres tilsyn med, at ledelsessystemet følges.

§ 20. Den driftsansvarlige virksomhed skal etablere og vedligeholde et ledelsessystem for sikkerhed og sundhed, der sikrer og dokumenterer, at offshoreanlæg, deres tilstand, drift og vedligeholdelse samt arbejdets udførelse i øvrigt er i overensstemmelse med sikkerheds- og sundhedsmæssige krav fastsat i eller i medfør af denne lov.

Stk. 2. Ledelsessystemet skal være opbygget i henhold til anerkendte normer og standarder for ledelsessystemer eller andre lignende ordninger og skal etableres, før drift af anlægget påbegyndes.

Stk. 3. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at der føres tilsyn med, at ledelsessystemet følges.

§ 21. Uafhængig verifikation af, at anlægget, dele heraf eller dets udstyr opfylder krav fastsat i eller i medfør af denne lov kan delvis træde i stedet for de i §§ 19 og 20 nævnte systemer.

Stk. 2. Verifikationen skal foretages af sagkyndige anerkendt af tilsynsmyndigheden.

§ 22. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i §§ 19 og 20 nævnte systemer, herunder om rapporteringsrutiner og audit- og kontrolprocedurer. Transport- og energiministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om den i § 21 nævnte verifikationsordning, herunder om, at nærmere fastsatte dele af anlægget skal verificeres.

Sikkerheds- og sundhedsredegørelse

§ 23. Operatøren skal sørge for, at der for et fast offshoreanlæg udarbejdes en sikkerheds- og sundhedsredegørelse, der som minimum indeholder:

  1. Identifikation af de risici, der er forbundet med offshoreanlægget, herunder enhver aktivitet i forbindelse med offshoreanlægget og dets demontering, og som kan have alvorlige følger for de ansattes sikkerhed og sundhed.

  2. Vurdering af de risici, der er nævnt i nr. 1.

  3. Påvisning af, at de i nr. 1 nævnte risici er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, herunder at den maksimale og minimale bemanding til drift af anlægget er fastsat, og at en effektiv og kontrolleret evakuering af offshoreanlægget kan finde sted i kritiske situationer.

  4. Påvisning af, at ledelsessystemet, jf. §§ 19 og 20, sikrer og dokumenterer, at kravene i denne lov og i regler udstedt i medfør heraf overholdes i både normale og kritiske situationer.

Stk. 2. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen skal udarbejdes i forbindelse med projektering af et fast offshoreanlæg og indeholde de i stk. 1 nævnte oplysninger, i det omfang det er muligt på projekteringstidspunktet.

Stk. 3. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen skal løbende ajourføres i takt med, at detaljer vedrørende sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold bliver tilgængelige i forbindelse med projektering, bygning, installation, drift og demontering af anlægget.

§ 24. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at der for et mobilt offshoreanlæg udarbejdes en sikkerheds- og sundhedsredegørelse, der som minimum indeholder:

  1. Identifikation af de risici, der er forbundet med offshoreanlægget, herunder enhver aktivitet i forbindelse med dette, og som kan have alvorlige følger for de ansattes sikkerhed og sundhed.

  2. Vurdering af de risici, der er nævnt i nr. 1.

  3. Påvisning af, at de i nr. 1 nævnte risici er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, herunder at den maksimale og minimale bemanding til drift af anlægget er fastsat, og at en effektiv og kontrolleret evakuering af offshoreanlægget kan finde sted i kritiske situationer.

  4. Påvisning af, at ledelsessystemet, jf. § 20, sikrer og dokumenterer, at kravene i denne lov og i regler udstedt i medfør heraf overholdes i både normale og kritiske situationer.

Stk. 2. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen skal udarbejdes, før offshoreanlægget sættes i drift.

§ 25. Under driften af et offshoreanlæg skal den driftsansvarlige virksomhed sørge for, at sikkerheds- og sundhedsredegørelsen ajourføres ved væsentlige ændringer af offshoreanlægget, dets indretning, udstyr eller operationelle forhold.

Stk. 2. Såfremt drift af et fast offshoreanlæg planlægges videreført efter udløbet af dets designlevetid, skal det i sikkerheds- og sundhedsredegørelsen godtgøres, at sikkerhedsmæssige risici hidrørende fra anlæggets bærende konstruktioner i den planlagte driftsperiode er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt. Den planlagte driftsperiodes længde skal fremgå af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen.

Stk. 3. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen skal forefindes på offshoreanlægget og være tilgængelig for anlæggets ledelse og ansatte samt for tilsynsmyndigheden.

§ 26. Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af de i §§ 23 og 24 nævnte sikkerheds- og sundhedsredegørelser samt om ajourføring af disse i henhold til § 25, stk. 1.

Godkendelser, tilladelser m.v.

§ 27. Før bygning af et fast offshoreanlæg igangsættes, skal operatøren sørge for, at tilsynsmyndighedens godkendelse af anlæggets overordnede design indhentes. Ansøgningen herom skal være ledsaget af den i § 23, stk. 1, nævnte sikkerheds- og sundhedsredegørelse samt overordnede tidsplaner for bygning og installation af offshoreanlægget.

§ 28. Forinden et offshoreanlæg sættes i drift, skal operatøren sørge for, at tilsynsmyndighedens tilladelse hertil indhentes. Ansøgningen herom skal bl.a. indeholde oplysninger om tidspunktet for forventet idriftsættelse og for mobile offshoreanlægs vedkommende om den ønskede varighed af tilladelsen og være ledsaget af en ajourført sikkerheds- og sundhedsredegørelse, jf. § 23 og § 24.

Stk. 2. Tilladelsen for mobile offshoreanlæg efter stk. 1 kan forlænges efter ansøgning herom ledsaget af en ajourført sikkerheds- og sundhedsredegørelse, jf. § 24. Ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysning om den ønskede varighed af forlængelsen.

Stk. 3. Tilladelsen til mobile offshoreanlæg efter stk. 1 eller forlængelsen efter stk. 2 kan gives for en periode af højst 5 års varighed.

Stk. 4. Et dokument, der er anerkendt eller godkendt af en udenlandsk myndighed, med indhold svarende til sikkerheds- og sundhedsredegørelsen, kan helt eller delvis træde i stedet for den ajourførte sikkerheds- og sundhedsredegørelse efter tilsynsmyndighedens nærmere bestemmelse.

§ 29. Den driftsansvarlige virksomhed skal, forinden der foretages ændringer af et offshoreanlæg eller af anlæggets operationelle forhold , som vil have væsentlig betydning for risikoen for større ulykker, indhente tilsynsmyndighedens tilladelse. Ansøgningen om tilladelse skal ledsages af en ajourført sikkerheds- og sundhedsredegørelse, jf. § 25, stk. 1.

§ 30. Forinden et mobilt offshoreanlæg flyttes fra en position til en anden, skal anlæggets operatør informere tilsynsmyndigheden om den nye position.

§ 31. Forinden et fast offshoreanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, litra a og b, og § 2, stk. 1, nr. 2, demonteres, skal rettighedshaveren sørge for, at tilsynsmyndighedens tilladelse indhentes. Ansøgningen om tilladelse skal ledsages af en ajourført sikkerheds- og sundhedsredegørelse, jf. § 23.

Stk. 2. For offshoreanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, litra c, påhviler forpligtelsen efter stk. 1 ejeren af anlægget.

§ 32. Efter anmodning herom fra den driftsansvarlige virksomhed kan tilsynsmyndigheden give forhåndstilsagn om driftstilladelse for et mobilt offshoreanlæg, jf. § 28, stk. 1.

Stk. 2. Gyldigheden af forhåndstilsagnet efter stk. 1 er højst 5 år.

Stk. 3. Forudsætningen for, at anmodningen efter stk. 1 behandles, er, at den driftsansvarlige virksomhed afholder tilsynsmyndighedens udgifter herved i henhold til regler om betaling fastsat efter § 65, stk. 2.