← Offshoresikkerhedsloven

§ Offshoresikkerhedsloven · kapitel 14 af 20

Kapitel 4 – Konstruktion, indretning, udstyr, drift og demontering

LOV nr 1424 af 21/12/2005

Risikovurdering

§ 33. Ved projektering af et fast offshoreanlæg og ved ændringer heraf skal operatøren sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, der er forbundet med anlæggets konstruktion, indretning og udstyr samt alle aktiviteter forbundet med anlægget, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt. Der skal ved projekteringen tages rimeligt hensyn til fremtidige behov for udvidelser af anlæggets kapacitet og funktion. Under hensyn til bl.a. anlæggets designlevetid, skal det så vidt muligt tilstræbes at anvende den bedst mulige teknologi.

Stk. 2. Ved indgåelse af aftale om anvendelse af et mobilt offshoreanlæg skal operatøren sikre sig, at anlæggets konstruktion, indretning og udstyr er i sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig stand.

Stk. 3. Den driftsansvarlige virksomhed skal ved projektering af ændringer af et mobilt offshoreanlæg sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, der er forbundet med ændringen, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 34. Den driftsansvarlige virksomhed skal i forbindelse med drift af et offshoreanlæg sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, som er forbundet med aktiviteterne på offshoreanlægget samt alle aktiviteter forbundet med anlægget, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Stk. 2. Den driftsansvarlige virksomhed skal løbende søge at forbedre sikkerheds- og sundhedsniveauet gennem fortsat reduktion af de i stk. 1 nævnte sikkerheds- og sundhedsmæssige risici.

§ 35. Den enkelte arbejdsgiver skal, inden arbejdet påbegyndes, sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici i forbindelse med arbejdets udførelse identificeres, vurderes og nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 36. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at de sundhedsmæssige risici på anlægget, der ikke er relateret til arbejdets udførelse og indretningen af arbejdspladser, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 37. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om risikovurdering og om løbende forbedring af sikkerheds- og sundhedsniveauet.

Konstruktion, indretning og udstyr

§ 38. Ved konstruktion af et fast offshoreanlæg skal indkvarteringen i videst mulig udstrækning adskilles fra hovedaktiviteterne boring og produktion.

Stk. 2. Offshoreanlægget skal med hensyn til brand- og eksplosionsfare inddeles i områder efter faregraden. Anlægget skal konstrueres og anvendes i overensstemmelse med den foretagne områdeinddeling.

Stk. 3. Offshoreanlæggets indkvarteringsforhold skal være afpasset det antal personer, som forventes at opholde sig på anlægget, og skal være indrettet således, at de ansatte har mulighed for uforstyrret hvile og restitution med henblik på, at de kan varetage deres arbejdsopgaver på fuldt forsvarlig vis.

§ 39. Der skal på permanent bemandede offshoreanlæg indrettes passende behandlingsrum, så syge og tilskadekomne kan få den nødvendige behandling før eventuel ilandbringning til hospital eller lignende.

Stk. 2. Adgangsveje på offshoreanlægget skal være indrettet således, at båretransport af syge og tilskadekomne til behandlingsrum og evakueringssteder kan ske effektivt.

§ 40. Et offshoreanlæg skal være forsynet med udstyr, som er nødvendigt for opfyldelse af anlæggets formål. Udstyret skal være placeret, indrettet og kunne anvendes således, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici efter identifikation og vurdering er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Stk. 2. Udstyret skal konstrueres og anvendes i overensstemmelse med områdeinddelingen, jf. § 38, stk. 2.

§ 41. Løbende vedligeholdelse af offshoreanlægget skal ske således, at anlægget og dets udstyr opfylder sikkerheds- og sundhedsmæssige krav fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør heraf.

§ 42. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning, skal følges i forbindelse med de i §§ 38-41 nævnte forhold.

§ 43. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om offshoreanlægs konstruktion, herunder om adskillelse af indkvartering fra borings- og produktionsaktiviteter, områdeinddeling af offshoreanlæg, indretning af arbejdspladser, opholds - og behandlingsrum på offshoreanlæg, adgangsveje og indretning og anvendelse af udstyr.

§ 44. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at internationale vedtagelser inden for lovens område og forskrifter fastsat af anerkendte klassifikationsselskaber m.v. skal være gældende, uanset om de foreligger på dansk.

Beredskab

§ 45. For ethvert offshoreanlæg skal der oprettes et beredskab til imødegåelse af konsekvenserne af uheld og ulykker.

Stk. 2. Forinden et offshoreanlæg tages i brug, skal der udarbejdes en plan for det i stk. 1 nævnte beredskab. Planen skal være samordnet med myndighedernes rednings- og bekæmpelsesforanstaltninger, jf. § 59, og i videst mulige omfang med beredskabsplaner udarbejdet for øvrige offshoreanlæg.

Stk. 3. Med henblik på at sikre en effektiv rednings- og bekæmpelsesindsats kan tilsynsmyndigheden påbyde ændringer i den i stk. 2 nævnte plan.

Stk. 4. Driftsansvarlige virksomheder, der producerer kulbrinter, og driftsansvarlige virksomheder og øvrige virksomheder, der udøver rørbunden transport af olie eller naturgas mellem to eller flere offshoreanlæg eller mellem offshoreanlæg og landbaserede anlæg, skal foretage den nødvendige planlægning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre egne offshoreanlæg, rørledninger m.v. samt naturgas- henholdsvis olieforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.

Stk. 5. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for de i stk. 1, 2 og 4 nævnte beredskabsforanstaltninger, herunder regler for samordning af det enkelte offshoreanlægs beredskab med myndighedernes rednings- og bekæmpelsesforanstaltninger og med det nationale beredskab til sikring af samfundets energiforsyning.

Sikkerheds- og sundhedsarbejde

§ 46. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at arbejdet for sikkerhed og sundhed organiseres i samarbejde med de ansatte.

Stk. 2. De ansatte eller repræsentanter for disse skal inddrages i forbindelse med planlægning af arbejdets udførelse og planlægning af ændringer af offshoreanlægget, for så vidt angår sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, herunder den tilhørende ajourføring af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen, jf. § 25, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Den driftsansvarlige virksomhed skal betale udgifterne ved hverv, der varetages af de ansatte i forbindelse med samarbejdet efter stk. 1, herunder udgifter ved den derved forbundne uddannelse.

§ 47. På ethvert permanent bemandet offshoreanlæg skal den driftsansvarlige virksomhed sørge for, at personale med fornøden sundhedsmæssig uddannelse og kompetence indgår i bemandingen med henblik på varetagelse af forebyggende og behandlende sundhedsmæssige opgaver.

§ 48. Hvis den driftsansvarlige virksomhed ikke selv råder over den nødvendige sagkundskab til at varetage sikkerheds- og sundhedsarbejdet, skal den driftsansvarlige virksomhed indhente ekstern sagkyndig bistand med henblik på at sørge for, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 49. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om det i § 46, stk. 1, nævnte samarbejde, herunder om beskyttelse af ansatte, der varetager hverv i forbindelse med dette samarbejde mod afskedigelse eller anden forringelse af deres ansættelsesforhold, om de i § 47 nævnte forhold, herunder uddannelse, og om sagkyndig bistand efter § 48.

Uddannelse og kompetence

§ 50. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at de ansatte, forinden arbejdet påbegyndes, er tilstrækkeligt uddannet til at varetage opgaverne efter anlæggets beredskabsplan, jf. § 45, stk. 2, og til at varetage deres egen sikkerhed i en nødsituation.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte er tilstrækkeligt instruerede, og at de besidder den kompetence, der sikrer, at deres arbejdsfunktioner på offshoreanlægget kan varetages sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der foreligger dokumentation for denne kompetence.

Stk. 3. Personer under 18 år må ikke udføre arbejde på offshoreanlæg.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om uddannelsen efter stk. 1 og om, hvilke kompetencer der er nødvendige efter stk. 2.

Arbejdstid, hvile- og friperioder

§ 51. Arbejdsgiveren skal tilrettelægge arbejdet således, at den ansattes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke overstiger 48 timer inkl. overarbejde beregnet over en referenceperiode på 12 måneder. Årligt betalte ferieperioder og sygeorlov indgår ikke i beregningen.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal tilrettelægge arbejdet således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.

Stk. 3. Ved arbejdets tilrettelæggelse skal arbejdsgiveren i øvrigt sørge for, at der under hensyn til arbejdsperiodens varighed gives den ansatte rimelige muligheder for hvile- og friperioder, der er afpasset efter de ansattes og arbejdspladsens særlige forhold og med henblik på, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved arbejdet kan nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om fravigelse af bestemmelserne i stk. 1 og 2, herunder ved aftaler, regler om pauser i arbejdet, hvile- og friperioder, rådighedsarbejde og natarbejde.

Registrering og anmeldelse m.v.

§ 52. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den driftsansvarlige virksomhed og den enkelte arbejdsgiver skal foretage anmeldelse af ulykker og andre forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning til tilsynsmyndigheden og registrere forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at læger, der konstaterer eller får mistanke om, at en person har været udsat for skadelige påvirkninger ved arbejdet, efter samtykke fra den pågældende person skal underrette tilsynsmyndigheden eller anden myndighed.

Arbejdets udførelse

§ 53. Arbejdsgiveren skal sørge for, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved arbejdets udførelse identificeres, vurderes og nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, og at grænseværdier fastsat i regler udstedt i medfør af loven overholdes.

§ 54. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning for arbejdets udførelse, skal følges.

§ 55. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdets udførelse og om helbredsundersøgelse af de ansatte før og under ansættelsen og om arbejdsmedicinske, arbejdshygiejniske eller andre undersøgelser af sundhedsforholdene.

Demontering af offshoreanlæg

§ 56. Demontering af et fast offshoreanlæg skal planlægges og udføres på en måde, så de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved arbejdet identificeres, vurderes og nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 57. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om demontering af faste offshoreanlæg.