← Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats

§ Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats · kapitel 22 af 28

Kapitel 8 – Koordinationsudvalg

LOV nr 416 af 10/06/2003

Formål

§ 37. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

§ 38. Der afsættes 145 mio. kr. årligt (1. januar 1999) til koordinationsudvalgene til fremme af særlige virksomhedsrettede lokale initiativer, herunder tværkommunale initiativer og initiativer i samarbejde med organisationer i lokale forhold, herunder lokale ressourcer og behov.

Stk. 2. Midlerne anvendes til efter lokale forhold at udvikle og underbygge virksomhedernes medvirken i revalideringen samt andre virksomhedsrettede tilbud, f.eks. ved formidling af tilbud gennem særlige formidlingshuse eller -centre, som dækker et naturligt erhvervsmæssigt opland, samt udvikling af nye tilbud og nye jobtyper til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, eller som i øvrigt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Midlerne kan herudover anvendes til opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere samt til evaluering og formidling som led i et udviklingsprojekt.

Stk. 3. Koordinationsudvalget beslutter inden for de overordnede rammer, som kommunen har afstukket for den forebyggende beskæftigelsesindsats, til hvilke formål midlerne anvendes. Kommunen sørger for at tilvejebringe grundlaget for, at koordinationsudvalget kan løse denne opgave. Kommunen udfører udvalgets beslutning om anvendelse af midlerne. Administration, regnskab m.v. varetages af kommunen. Er der uenighed mellem koordinationsudvalget og kommunen om, hvorvidt anvendelsen af midlerne ligger inden for de overordnede rammer, kan midlerne ikke anvendes.

Opgaver

§ 39. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om

  1.   kommunens indsats med hensyn til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, revalidering efter lov om aktiv socialpolitik, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

  2.   hjælp til forsørgelse,

  3.   andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet, og

  4.   kommunens beskæftigelsesindsats over for flygtninge og indvandrere.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats.

§ 40. Koordinationsudvalget modtager underretning om kommunens anvendelse af virksomhedspraktik efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 11.

§ 41. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Beskæftigelsesrådet.

§ 42. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

Sammensætning

§ 43. Koordinationsudvalget består af mindst 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver mindst 1 medlem:

  1.   De Samvirkende Invalideorganisationer.

  2.   Landsorganisationen i Danmark.

  3.   Dansk Arbejdsgiverforening.

  4.   Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

  5.   Praktiserende Lægers Organisation i deres egenskab af repræsentant for erhvervet praktiserende læger.

  6.   Den regionale arbejdsformidling.

Derudover udpeger det lokale integrationsråd 1 medlem.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvor mange medlemmer udvalget skal bestå af. De organisationer, der er nævnt i stk. 1, skal have tilbud om at have samme antal medlemmer i udvalget. Antallet af medlemmer fra kommunalbestyrelsen kan ikke være større end det antal medlemmer, som de enkelte organisationer får tilbud om at udpege.

Stk. 3. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.

§ 44. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer, som repræsenterer 4 forskellige organisationer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 43.

Fælles koordinationsudvalg

§ 45. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 37 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Udvalgets sammensætning følger bestemmelserne i § 43. Dog udpeger hver kommunalbestyrelse mindst 1 medlem blandt sine medlemmer. De øvrige medlemmer udpeges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 46.

Diæter m.v.

§ 46. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Stk. 3. Repræsentanten for Praktiserende Lægers Organisation, jf. § 43, stk. 1, nr. 5, honoreres efter taksten for socialmedicinsk samarbejde efter landsoverenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.

Afsnit V

Generelle bestemmelser