Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats § 38
§ 38. Der afsættes 145 mio. kr. årligt (1. januar 1999) til koordinationsudvalgene til fremme af særlige virksomhedsrettede lokale initiativer, herunder tværkommunale initiativer og initiativer i samarbejde med organisationer i lokale forhold, herunder lokale ressourcer og behov.
Stk. 2. Midlerne anvendes til efter lokale forhold at udvikle og underbygge virksomhedernes medvirken i revalideringen samt andre virksomhedsrettede tilbud, f.eks. ved formidling af tilbud gennem særlige formidlingshuse eller -centre, som dækker et naturligt erhvervsmæssigt opland, samt udvikling af nye tilbud og nye jobtyper til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, eller som i øvrigt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Midlerne kan herudover anvendes til opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere samt til evaluering og formidling som led i et udviklingsprojekt.
Stk. 3. Koordinationsudvalget beslutter inden for de overordnede rammer, som kommunen har afstukket for den forebyggende beskæftigelsesindsats, til hvilke formål midlerne anvendes. Kommunen sørger for at tilvejebringe grundlaget for, at koordinationsudvalget kan løse denne opgave. Kommunen udfører udvalgets beslutning om anvendelse af midlerne. Administration, regnskab m.v. varetages af kommunen. Er der uenighed mellem koordinationsudvalget og kommunen om, hvorvidt anvendelsen af midlerne ligger inden for de overordnede rammer, kan midlerne ikke anvendes.
Opgaver
Kilde: Retsinformation.dk