← Førtidspensionsloven

§ Førtidspensionsloven · kapitel 17 af 22

Kapitel 6 – Årlig fastsættelse, omregning, bortfald, tilbagebetaling m.v.

LOV nr 1164 af 19/12/2003

§ 38. Pensionen fastsættes hver 1. januar på grundlag af indtægten opgjort efter §§ 25 og 26.

Stk. 2. Pensionen omregnes i løbet af året,

  1.   hvis indtægtsgrundlaget ændres mere end rent midlertidigt og en beregning på grundlag af den forventede fremtidige indtægt fører til en ændring af pensionens størrelse, eller

  2.   hvis der sker en ændring af de personlige forhold, som har betydning for pensionens størrelse, herunder

  3.   hvis pensionistens ægtefælle eller samlever dør.

Stk. 3. Omregning, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, sker med virkning fra den 1. i måneden efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget oplysninger om de ændrede forhold. Omregning, jf. stk. 2, nr. 3, sker med virkning fra dagen efter pensionistens ægtefælles eller samlevers dødsfald. For en efterlevende ægtefælle eller samlever, der modtager efterlevelsespension, omregnes pensionen med virkning fra dagen efter ophør af udbetaling af efterlevelsespension, jf. § 47.

Stk. 4. Hvis oplysning om ændringer, jf. stk. 2, der medfører forhøjelse af pensionen, modtages af kommunalbestyrelsen senere end tidspunktet for ændringen, omregnes pensionen med tilbagevirkende kraft for tidspunktet for ændringen, dog højst for en periode på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne, jf. stk. 3.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte regler, der sikrer, at kommunalbestyrelsen modtager oplysninger, der har betydning for den årlige fastsættelse og omregning af pensionen.

§ 39. Formue efter § 19, stk. 2, nr. 1-5, opgøres hver 1. januar på grundlag af de oplysninger, der senest foreligger indberettet til skattemyndighederne efter skattekontrollovens afsnit II. Er der indtrådt væsentlige ændringer, som vil have betydning for udbetalingen af helbredstillægget, opgøres formuen på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om den aktuelle formue.

Stk. 2. Formue efter § 19, stk. 2, nr. 6 og 7, opgøres hver 1. januar på grundlag af de senest modtagne oplysninger fra pensionisten og en eventuel ægtefælle eller samlever.

Stk. 3. Formuen opgøres på ny i løbet af året, hvis pensionisten anmoder herom og kan dokumentere, at den samlede likvide formue ikke overstiger formuegrænsen, jf. § 48, stk. 1, nr. 13. Udbetaling af helbredstillæg efter § 18 kan ske med virkning fra tidspunktet for anmodningen og ikke med tilbagevirkende kraft, selv om formuen er reduceret til under formuegrænsen på et tidligere tidspunkt.

§ 40. Pensionen udbetales ikke, når den ikke er hævet i et år. Udbetalingen genoptages efter anmodning herom.

§ 41. Pensionisten skal oplyse kommunalbestyrelsen om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan afkræve pensionisten eller dennes ægtefælle eller samlever oplysninger til brug for beregning og udbetaling af pensionen. Hvis oplysningerne ikke modtages senest 3 måneder fra anmodningen, ophører pensionsudbetalingen helt eller delvis med udgangen af den måned, hvori fristen er udløbet. Pensionsudbetalingen genoptages med virkning fra den 1. i måneden efter, at oplysningerne er modtaget. Hvis pensionisten på grund af særlige omstændigheder ikke har mulighed for at fremskaffe oplysningerne inden for den i 1. pkt. nævnte frist, kan fristen forlænges.

Stk. 3. Pensionisten skal oplyse om flytning. Ved flytning til en anden kommune her i landet skal henvendelse om fortsat udbetaling ske til tilflytningskommunen.

§ 42. Hvis en pensionist har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.

§ 43. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis træffe beslutning om tilbagebetaling af personlige tillæg. Tilbagebetaling kan kræves,

  1.   når der må ydes personligt tillæg på grund af uforsvarlig økonomi,

  2.   når der på det tidspunkt, da der ydes personligt tillæg, foreligger forhold, der viser, at pensionisten i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen, eller

  3.   når en pensionist, der har modtaget personligt tillæg, senere får udbetalt et beløb, der dækker samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved ydelsen af personligt tillæg har gjort pensionisten bekendt med tilbagebetalingspligten.

§ 44. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om frakendelse eller overflytning til anden pension,

  1.   hvis der er sket en væsentlig forbedring eller forringelse af erhvervsevnen, jf. § 15,

  2.   hvis den personlige arbejdsindtægt for en pensionist, der har fået tilkendt pension efter § 14, stk. 1 og 2 og stk. 3, nr. 1 og 2, vedvarende overstiger et beløb svarende til det dobbelte af grundbeløbet, jf. dog § 15, stk. 3, eller

  3.   hvis betingelserne for pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3, i øvrigt ikke længere er opfyldt. Tilsvarende gælder for bistands- og plejetillæg og invaliditetsydelse, jf. § 16 og § 21.

Stk. 2. Pensionen kan bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter stk. 1 kan ske.

Stk. 3. Pensionisten kan selv rejse sag om frakendelse eller ændring af pension.

§ 45. Indsættes en person til strafafsoning i fængsel eller arresthus, udbetales pensionen, herunder bistands- og plejetillæg, indtil udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor strafafsoningen påbegyndes. Dette gælder også varetægtsfængsling. Er der rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne løslades inden for et tidsrum af omkring 6 måneder efter, at strafafsoningen er påbegyndt, kan den pågældende dog af pensionen få udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje og lign. Under varetægtsfængsling kan perioden nævnt i 3. pkt. forlænges. Efterfølges varetægtsfængslingen ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt under varetægtsfængslingen.

Stk. 2. Får en person varigt ophold i boformer m.v. efter §§ 92-94 eller § 140 i lov om social service, udbetales et eventuelt bistands- eller plejetillæg indtil udgangen af den måned, der følger efter indflytningsmåneden.

Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

  1.   udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg, til personer, der har ophold i de institutioner m.v., der er nævnt i stk. 1 og 2,

  2.   udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg, til personer, der er anbragt i pleje i private hjem eller har ophold i et bofællesskab, jf. § 91 i lov om social service,

  3.   udbetaling af pension til personer, der har ophold i boformer omfattet af lov om social service, men for hvilke der ikke er fastsat regler om pensionens udbetaling, og

  4.   udbetaling af pension ydet efter lovgivning i et andet land.

§ 46. Krav på pension kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal gennemføre tilbagebetalingskrav efter § 42 og § 43, stk. 1, ved en betalingsordning, som fastsættes under hensyn til, hvad pensionisten kan betale uden at komme til at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold.

Stk. 3. Der er udpantningsret for tilbagebetalingskrav efter § 42 og § 43, stk. 1, hvis en pensionist, som har betalingsevne, ikke overholder en betalingsordning efter stk. 2.

§ 47. Dør den ene af to samlevende ægtefæller eller samlevere, der begge modtager social pension, fortsætter udbetalingen af pensionisternes sammenlagte pensioner (efterlevelsespension) i en periode svarende til 3 måneder fra dagen efter dødsfaldet. Udbetalingen af efterlevelsespension, jf. dog § 31, stk. 8, sker til den længstlevende pensionist.