← Førtidspensionsloven

§ Førtidspensionsloven · kapitel 16 af 22

Kapitel 5 – Udbetaling

LOV nr 1164 af 19/12/2003

§ 31. Pension udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension, og at lovens betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Pension tilkendt efter §§ 14, 16 og 21 udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder, fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt eller der er ansøgt om pension efter §§ 16 eller 21. Pensionen, jf. 1. pkt., udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter, at betingelserne for tilkendelse af pension efter §§ 14, 16 og 21 er opfyldt.

Stk. 3. Retten til pension ophører med virkning fra dagen efter pensionistens dødsfald, jf. dog stk. 7.

Stk. 4. Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, ikke udbetalt, udbetales beløbet, jf. stk. 3, til pensionistens ægtefælle, hvis ægtefællerne samlevede ved dødsfaldet. For andre pensionister udbetales beløbet, jf. stk. 3, til pensionistens dødsbo.

Stk. 5. Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, udbetalt, og samlevede pensionisten ved sin død med sin ægtefælle, har ægtefællen krav på fra dødsboet at få udbetalt et beløb svarende til det beløb, der er udbetalt i pension den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, og senere.

Stk. 6. Er der udbetalt pension for tiden efter, at retten til pension er ophørt efter stk. 3, skal det for meget udbetalte tilbagebetales, jf. dog stk. 7. Kravet om tilbagebetaling rettes mod pensionistens dødsbo.

Stk. 7. Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud, skal der ikke ske tilbagebetaling af for meget udbetalt for den måned, hvori pensionisten dør, hvis pensionisten umiddelbart før dødsfaldet var samlevende med

  1.   en ægtefælle,

  2.   en samlever, der modtager social pension, eller

  3.   en samlever, der ikke modtager social pension, men er indsat som arving efter afdøde.

Tilsvarende gælder, selv om samlivet med en ægtefælle eller samlever, der er indsat som arving efter afdøde, er ophævet på tidspunktet for dødsfaldet, hvis ophævelsen skyldes, at den ene part har fået ophold i boformer m.v. efter §§ 92-94 eller § 140 i lov om social service eller § 5 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Stk. 8. Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud og var samlevende med en ægtefælle eller samlever, der modtager social pension, indgår for meget udbetalt pension for den måned, hvori pensionisten dør, jf. stk. 3, i opgørelsen af efterlevelsespensionen, jf. § 47.

Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 32. Personer, der modtager førtidspension, kan vælge på frivillig basis at være omfattet af ATP-ordningen, jf. § 33 a i lov om social pension.

Supplerende arbejdsmarkedspension

§ 33. Personer, der modtager førtidspension, kan vælge at være omfattet af en supplerende arbejdsmarkedspension, jf. §§ 33 b-33 e i lov om social pension.

Særlige udbetalingsregler

§ 34. Hvis pensionen ikke har været udbetalt under ophold i boformer m.v., jf. § 45, genoptages udbetalingen med virkning fra opholdets ophør.

§ 35. Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at en pensionist ikke kan administrere pensionen, afgør kommunalbestyrelsen, på hvilken måde pensionen skal udbetales. Kommunalbestyrelsen kan anmode om, at der iværksættes værgemål for pensionisten, jf. værgemålslovens § 16.

§ 36. Personer, der har ret til førtidspension eller invaliditetsydelse, overgår uden ansøgning fra den 1. i måneden efter det fyldte 65. år til at modtage folkepension. Personer, der ved overgangen modtog bistands- eller plejetillæg, bevarer disse tillæg.

§ 37. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetaling af pension, herunder om størrelsen af personlige tillæg.