← Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 23 af 28

Kapitel 9 – Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

LOV nr 1052 af 17/12/2002

Tilladelse til programvirksomhed og registrering af programvirksomhed

§ 52. Udøvelse af programvirksomhed ved hjælp af radioanlæg inden for et lokalt område kræver tilladelse fra det lokale radio- og fjernsynsnævn, jf. § 64.

Stk. 2. Udøvelse af programvirksomhed ved hjælp af fællesantenneanlæg, der ikke går udover et lokalt område, kræver ikke tilladelse fra det lokale nævn. Foretagender, som udøver sådan programvirksomhed, skal i stedet lade sig registrere hos nævnet.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering i henhold til stk. 2.

§ 53. Udstedelse af tilladelse eller registrering i henhold til § 52 forudsætter, at det pågældende selskab, forening og lign. har lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed som hovedformål.

§ 54. Selskaber, foreninger og lign., som udøver tv-programvirksomhed ved hjælp af radioanlæg, har ret til at få meddelt en programtilladelse, hvis der findes en ubenyttet sendemulighed (frekvens) i området, og hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Foretagendet har lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed som sit hovedformål, jf. § 53, og

  2. sender dagligt mindst ½ times lokalt producerede nyheds- og aktualitetsprogrammer eller andre programmer med udgangspunkt i lokalsamfundet, idet programstof fra andre stationer i samme amtskommune eller i naboamtskommuner, der deltager i et fast samarbejdsforhold med foretagendet om programvirksomheden, kan indgå i tidsopgørelsen, og

  3. sørger for, at en væsentlig del af programmerne derudover er dansksprogede eller produceret for et dansk publikum, og

  4. afsætter sendetid til ikkekommercielle stationer, hvis tilladelse er omfattet af stk. 3, og kommuner, hvis tilladelse er omfattet af § 56.

Stk. 2. Tilladelse i henhold til stk. 1 omfatter hele sendetiden på alle tv-sendemuligheder i nævnsområdet, jf. dog forpligtelsen til at afsætte den i stk. 1, nr. 4, nævnte sendetid.

Stk. 3. Såfremt der udstedes en tilladelse i henhold til stk. 1, kan der i tilladelsesperioden til andre tv-stationer alene udstedes tilladelser, der er begrænset til den sendetid, der er nævnt i stk. 1, nr. 4.

Stk. 4. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte programmer samt om placering og omfang af den i stk. 1, nr. 4, nævnte sendetid.

Stk. 5. Kulturministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af sendemulighederne for lokal fjernsynsvirksomhed i Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt. Der kan i den forbindelse fastsættes regler, der fraviger bestemmelsen i § 56.

Stk. 6. Medmindre afgørende lokale hensyn taler derimod, godkender det lokale radio- og fjernsynsnævn, at indehavere af tilladelse til programvirksomhed efter § 52, stk. 1, kan overgå til de vilkår, der gælder for tilladelseshavere efter stk. 1 for resten af den periode, hvori tilladelsen er gældende.

§ 55. Selskaber, foreninger og lign., som udøver radio-programvirksomhed ved hjælp af radioanlæg, og som har lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed som hovedformål, har ret til at få meddelt en programtilladelse, der giver adgang til networking, medmindre afgørende lokale hensyn taler imod.

Stk. 2. Medmindre afgørende lokale hensyn taler derimod, godkender det lokale radio- og fjernsynsnævn, at selskaber, foreninger og lign., som er indehavere af tilladelse til radio-programvirksomhed efter § 52, stk. 1, kan overgå til vilkår, der giver adgang til networking, for resten af den periode, hvori tilladelsen er gældende.

§ 56. Kommuner har ret til at få en tilladelse som nævnt i § 52, stk. 1, såfremt kommunens formål med programvirksomheden alene vil være at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere eller at formidle kommunal information. Tilladelsen kan begrænses til den sendetid, der er nævnt i § 54, stk. 1, nr. 4.

§ 57. Det lokale nævn kan i særlige tilfælde godkende, at programmer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter fordeles i kortere perioder ved hjælp af fællesantenneanlæg inden for det lokale område.

Stk. 2. For godkendelser efter stk. 1 finder bestemmelserne i § 61, stk. 1 og 3, § 62, stk. 1 og 2, og § 87 anvendelse.

§ 58. Udøvelse af programvirksomhed ved hjælp af fællesantenneanlæg kan uden registrering ske i anlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i én bygning eller en gruppe af nærliggende bygninger.

§ 59. Ved behandlingen af ansøgninger skal det lokale nævn søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter .

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om indsendelse og indhold af ansøgninger.

§ 60. Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan være 5 år for radio og 7 år for fjernsyn. Tilladelser i henhold til § 54, stk. 1, udstedes dog for en periode af 7 år. Fornyelse af tilladelse kan ske ved periodens udløb. En tilladelse bortfalder ikke, fordi det område, som tilladelsen vedrører, inden for tilladelsens gyldighedsperiode helt eller delvis kommer til at henhøre under et andet lokalt nævn end det, som har udstedt tilladelsen.

Stk. 2. Nævnet kan i forbindelse med udstedelsen af en tilladelse stille vilkår for programvirksomheden m.v.

Stk. 3. Nævnets afgørelse om afslag på en ansøgning om tilladelse kan inden 4 uger fra meddelelsen om afgørelsen af ansøgeren indbringes for Radio- og tv-nævnet.

Stk. 4. Kulturministeren kan fastsætte regler om udstedelse og indhold af tilladelser.

Udøvelse af programvirksomhed

§ 61. Reklamer, sponsorerede programmer og programmer, for hvilke der er betalt for sendetid, kan indgå i programvirksomheden efter reglerne i kapitel 11.

Stk. 2. Reklamer kan ikke indgå i programvirksomhed i henhold til § 54, stk. 3 .

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte regler om programvirksomheden med henblik på at tilgodese hensyn til børn og unge.

§ 62. Tilladelsens indehaver eller det registrerede foretagende skal sikre, at der for hvert program findes en programleder. Programlederen skal i videst muligt omfang have kendskab til, hvem der har deltaget i eller på anden måde medvirket til programmet.

Stk. 2. Tilladelsens indehaver eller det registrerede foretagende skal sørge for, at der ved afslutningen af hvert program

  1. gives oplysning om, hvem der er programleder, og

  2. foretages en identifikation af lokalradioen eller -tv-stationen.

Stk. 3. For hvert program, der udsendes samtidig af flere tilladelseshavere eller registrerede foretagender eller udsendes i medfør af et fast samarbejdsforhold med andre radio- og fjernsynsforetagender om programvirksomheden, skal de deltagende tilladelseshavere eller registrerede foretagender sørge for, at der er én tilladelseshaver eller et registreret foretagende, som er ansvarlig for overholdelse af bestemmelserne i radio- og fjernsynsloven. Denne tilladelseshaver eller det registrerede foretagende skal angives ved afslutningen af hvert program. En eventuel sanktion i henhold til § 66 vil blive pålagt denne tilladelseshaver eller det registrerede foretagende.

§ 63. For så vidt angår lokal fjernsynsvirksomhed i henhold til § 54, stk. 1, kan kulturministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang programmer af europæisk oprindelse skal indgå heri.

Tilsyn med programvirksomheden

§ 64. Kommunalbestyrelsen nedsætter, hvis der er behov derfor, et lokalt radio- og fjernsynsnævn, jf. dog stk. 3. Hvis forholdene taler derfor, kan der nedsættes ét nævn for radiovirksomhed og ét nævn for fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelserne i nabokommuner med tilsammen indtil 300.000 indbyggere kan nedsætte et fælles nævn. Radio- og tv-nævnet kan, hvis forholdene taler derfor, godkende, at kommunalbestyrelserne i nabokommuner med tilsammen mere end 300.000 indbyggere nedsætter et fælles nævn. Har et fælles nævn omfattende nabokommuner med tilsammen mere end 300.000 indbyggere været nedsat i den foregående funktionsperiode, kan nedsættelsen af et nyt nævn omfattende de samme kommuner dog ske uden nævnets godkendelse. For Bornholm nedsætter Bornholms Regionsråd et lokalt radio- og fjernsynsnævn, hvis der er behov derfor.

Stk. 3. Der nedsættes et fælles nævn for fjernsynsvirksomhed, som omfatter Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt.

Stk. 4. Nævnet består af et ulige antal medlemmer, mindst 5.

Stk. 5. Et mindretal af medlemmerne vælges direkte af kommunalbestyrelsen eller det regionale råd. De øvrige medlemmer vælges efter følgende regler: Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd indkalder med mindst 14 dages varsel til et møde med deltagelse af lokale foreninger og organisationer, der udvælges efter kommunalbestyrelsens eller det regionale råds skøn. Der skal ved udøvelsen af dette skøn lægges vægt på en alsidig repræsentation af det lokale foreningsliv. Opnås der på mødet enighed om valget af de øvrige medlemmer til nævnet, anses de pågældende for valgt. Opnås der ikke enighed, vælger kommunalbestyrelsen eller det regionale råd medlemmerne efter indhentet udtalelse fra de pågældende foreninger og organisationer. For de medlemmer, der repræsenterer det lokale foreningsliv, kan der vælges suppleanter.

Stk. 6. Nævnets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode. Valg til nævnet finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg, dog senest den 1. april i det efterfølgende år. Nævnet fungerer indtil udgangen af den måned, i hvilken nyt valg til dette har fundet sted. Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd kan alene afkorte et bestående nævns funktionsperiode med henblik på nedsættelse af et fælles nævn og under forudsætning af, at et flertal af det bestående nævns medlemmer vedtager dette. Et fælles nævns funktionsperiode kan alene afkortes med henblik på nedsættelse af et større fælles nævn.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd kan fastsætte regler for nævnets virksomhed.

Stk. 8. Kulturministeren kan fastsætte regler om generel inhabilitet, for så vidt angår medlemmer af de lokale radio- og fjernsynsnævn.

§ 65. En programtilladelses indehaver eller et registreret foretagende, jf. § 52, stk. 1 og 2, er forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger samt udlevere de dokumenter m.v., som forlanges af et lokalt radio- og fjernsynsnævn. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af disse oplysninger, dokumenter m.v. Nævnet kan endvidere afkræve en tilladelses indehaver eller et registreret foretagende skriftlige udtalelser.

Stk. 2. Nævnet udsteder tilladelse til programvirksomhed. Med undtagelse af programmer, der udsendes samtidig af flere tilladelseshavere eller udsendes i medfør af et fast samarbejdsforhold med andre radio- og fjernsynsforetagender om programvirksomheden, jf. § 43, nr. 2, fører nævnet tilsyn med programvirksomheden, påtaler overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår for tilladelsen og kan inddrage tilladelsen, jf. § 66, stk. 1-3 og 5.

Stk. 3. Nævnet fører endvidere tilsyn med programvirksomhed, der udøves ved hjælp af fællesantenneanlæg, jf. § 52, stk. 2, påtaler overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven og kan træffe afgørelse om indstilling af programvirksomheden, jf. § 66, stk. 4.

Stk. 4. Hvis et lokalt radio- og fjernsynsnævn får kendskab til forhold, som henhører under Radio- og tv-nævnet, underretter det lokale radio- og fjernsynsnævn Radio- og tv-nævnet.

§ 66. En programtilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren ikke udnytter tilladelsen eller der sker en væsentlig afbrydelse af programvirksomheden.

Stk. 2. En programtilladelse kan endvidere inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren

  1. ikke længere opfylder betingelsen i § 53,

  2. overtræder § 54, stk.1, nr. 4,

  3. overtræder § 62,

  4. overtræder reglerne om reklamer, sponsorerede programmer og salg af sendetid efter lovens kapitel 11,

  5. tilsidesætter § 87 eller pålæg, der er meddelt efter denne bestemmelse, eller

  6. tilsidesætter pålæg meddelt efter § 88.

Stk. 3. En tilladelse kan i øvrigt inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren

  1. overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne, eller

  2. tilsidesætter de vilkår, som programtilladelsen er meddelt på.

Stk. 4 . I sager om registreringspligtig programvirksomhed, der udøves ved hjælp af fællesantenneanlæg, jf. § 52, stk. 2, kan programvirksomheden midlertidigt eller endeligt indstilles, hvis det registrerede foretagende

  1. overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelser er ofte gentagne,

  2. ikke længere opfylder betingelsen i § 53,

  3. overtræder reglerne om reklamer, sponsorerede programmer og salg af sendetid efter lovens kapitel 11,

  4. overtræder § 62,

  5. tilsidesætter § 87 eller pålæg, der er meddelt efter denne bestemmelse, eller

  6. tilsidesætter pålæg meddelt efter § 88.

Stk. 5. Et lokalt nævns afgørelse i henhold til stk. 1-4 kan inden 4 uger fra meddelelsen om afgørelsen indbringes for Radio- og tv-nævnet. En klage har opsættende virkning, medmindre Radio- og tv-nævnet bestemmer andet.

Andet

§ 67. Kulturministeren kan fastsætte regler om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

§ 68. Radio- og tv-nævnet kan efter indstilling fra de lokale radio- og fjernsynsnævn yde tilskud til ikkekommercielle lokale radio- og tv-stationer m.v.

Stk. 2. Formålet med tilskudsordningen er at bidrage til finansiering af ikkekommerciel radio- og tv-virksomhed samt yde tilskud til uddannelsesaktiviteter inden for lokalradio- og -tv-området og til medieskoletjenestevirksomhed.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen af tilskud, vilkår for anvendelse af tilskud, indsendelse af ansøgninger, regnskabsaflæggelse, revisionskompetence og revisionens udførelse vedrørende tilskud, der udbetales i medfør af denne lov. Det kan i den forbindelse bestemmes, at Radio- og tv-nævnet fastsætter retningslinjer for indsendelse af ansøgninger, udbetaling af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Stk. 4. Radio- og tv-nævnet kan indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtagere til brug for Rigsrevisionen til en nøjere regnskabsgennemgang.

Stk. 5. Udbetaling af tilskud i medfør af denne bestemmelse kan ske forskudsmæssigt.

Stk. 6. Afgivne tilsagn bortfalder og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 7. Kulturministeren kan fastsætte regler om indførelse af en forsøgsordning med decentralisering af forvaltningen af tilskudsordningen til enkelte lokale radio- og fjernsynsnævn.