Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 64

§ 64. Kommunalbestyrelsen nedsætter, hvis der er behov derfor, et lokalt radio- og fjernsynsnævn, jf. dog stk. 3. Hvis forholdene taler derfor, kan der nedsættes ét nævn for radiovirksomhed og ét nævn for fjernsynsvirksomhed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelserne i nabokommuner med tilsammen indtil 300.000 indbyggere kan nedsætte et fælles nævn. Radio- og tv-nævnet kan, hvis forholdene taler derfor, godkende, at kommunalbestyrelserne i nabokommuner med tilsammen mere end 300.000 indbyggere nedsætter et fælles nævn. Har et fælles nævn omfattende nabokommuner med tilsammen mere end 300.000 indbyggere været nedsat i den foregående funktionsperiode, kan nedsættelsen af et nyt nævn omfattende de samme kommuner dog ske uden nævnets godkendelse. For Bornholm nedsætter Bornholms Regionsråd et lokalt radio- og fjernsynsnævn, hvis der er behov derfor.

Stk. 3. Der nedsættes et fælles nævn for fjernsynsvirksomhed, som omfatter Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt.

Stk. 4. Nævnet består af et ulige antal medlemmer, mindst 5.

Stk. 5. Et mindretal af medlemmerne vælges direkte af kommunalbestyrelsen eller det regionale råd. De øvrige medlemmer vælges efter følgende regler: Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd indkalder med mindst 14 dages varsel til et møde med deltagelse af lokale foreninger og organisationer, der udvælges efter kommunalbestyrelsens eller det regionale råds skøn. Der skal ved udøvelsen af dette skøn lægges vægt på en alsidig repræsentation af det lokale foreningsliv. Opnås der på mødet enighed om valget af de øvrige medlemmer til nævnet, anses de pågældende for valgt. Opnås der ikke enighed, vælger kommunalbestyrelsen eller det regionale råd medlemmerne efter indhentet udtalelse fra de pågældende foreninger og organisationer. For de medlemmer, der repræsenterer det lokale foreningsliv, kan der vælges suppleanter.

Stk. 6. Nævnets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode. Valg til nævnet finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg, dog senest den 1. april i det efterfølgende år. Nævnet fungerer indtil udgangen af den måned, i hvilken nyt valg til dette har fundet sted. Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd kan alene afkorte et bestående nævns funktionsperiode med henblik på nedsættelse af et fælles nævn og under forudsætning af, at et flertal af det bestående nævns medlemmer vedtager dette. Et fælles nævns funktionsperiode kan alene afkortes med henblik på nedsættelse af et større fælles nævn.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen eller Bornholms Regionsråd kan fastsætte regler for nævnets virksomhed.

Stk. 8. Kulturministeren kan fastsætte regler om generel inhabilitet, for så vidt angår medlemmer af de lokale radio- og fjernsynsnævn.

Kilde: Retsinformation.dk