§ Lov om Den Internationale Straffedomstol · kapitel 11 af 13
KAPITEL 11. – *
LOV nr 342 af 16/05/2001
FORSAMLINGEN AF DELTAGERSTATER
Artikel 112
Forsamlingen af deltagerstater
**
-
Der oprettes en forsamling af deltagerstater i denne statut. Hver deltagerstat skal have én repræsentant i forsamlingen, som kan ledsages af suppleanter og rådgivere. Andre stater, der har undertegnet denne statut eller slutakten, kan være observatører i forsamlingen.
-
Forsamlingen har følgende opgaver:
(a) at behandle og i nødvendigt omfang vedtage anbefalinger fra Den Forberedende Kommission,
(b) at føre overordnet tilsyn med præsidentskabet, anklageren og justitssekretæren vedrørende domstolens administration,
(c) at behandle det i henhold til stk. 3 oprettede bureaus beretninger og aktiviteter og træffe de foranstaltninger, som der måtte være anledning til,
(d) at behandle og vedtage domstolens budget,
(e) at træffe beslutning om eventuel ændring af antallet af dommere i henhold til artikel 36,
(f) at behandle ethvert spørgsmål om manglende samarbejde i henhold til artikel 87, stk. 5 og 7,
(g) at udføre enhver anden funktion i overensstemmelse med denne statut eller procesreglementet.
- (a) Forsamlingen skal have et bureau, der består af en præsident, to vicepræsidenter og 18 medlemmer, der vælges af forsamlingen for en 3-årig periode.
(b) Bureauet skal være repræsentativt sammensat, idet der navnligt tages hensyn til en ligelig geografisk fordeling og tilstrækkelig repræsentation af de vigtigste retssystemer i verden.
(c) Bureauet skal mødes så ofte, som det er nødvendigt, og mindst en gang årligt. Det skal bistå forsamlingen i udførelsen af dens opgaver.
-
Forsamlingen kan oprette underordnede organer i nødvendigt omfang, herunder en uafhængig tilsynsmekanisme til inspektion, evaluering og granskning af domstolen med henblik på at forbedre dens effektivitet og økonomi.
-
Domstolens præsident, anklageren og justitssekretæren eller disses repræsentanter kan i det nødvendige omfang deltage i forsamlingens og bureauets møder.
-
Forsamlingen skal afholde sine møder ved domstolens sæde eller ved De Forenede Nationers hovedkvarter en gang årligt og afholde særlige samlinger, når omstændighederne gør det påkrævet. Medmindre andet er fastsat i denne statut, skal særlige samlinger indkaldes af bureauet på dettes initiativ eller efter anmodning fra en tredjedel af deltagerstaterne.
-
Hver deltagerstat skal have én stemme. Enhver bestræbelse skal gøres for, at beslutning i forsamlingen og bureauet træffes ved konsensus. Såfremt konsensus ikke kan opnås, og medmindre andet er fastsat i statutten, skal,
(a) beslutninger om substansspørgsmål godkendes af et to tredjedeles flertal af dem, der er til stede og afgiver stemme, forudsat at et absolut flertal af deltagerstaterne udgør det til afstemning nødvendige antal (quorum),
(b) beslutninger om procedurespørgsmål træffes med simpelt flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme.
-
En deltagerstat, som er i restance med betaling af sit bidrag til domstolens omkostninger, skal ikke have nogen stemmeret i forsamlingen eller i bureauet, såfremt restancebeløbet er lig med eller overstiger statens bidrag for de to forudgående hele år. Forsamlingen kan ikke desto mindre tillade en sådan deltagerstat at stemme i forsamlingen og i bureauet, såfremt den finder, at undladelsen af at betale skyldes omstændigheder, som deltagerstaten ikke er herre over.
-
Forsamlingen vedtager sin egen forretningsorden.
-
Forsamlingen skal benytte samme officielle sprog og arbejdssprog som De Forenede Nationers Generalforsamling.