KAPITEL 10. – *

FULDBYRDELSE

Artikel 103

Staters rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe

**

1. (a) En fængselsstraf afsones i en stat, som domstolen udpeger ud fra en liste over stater, som over for domstolen har tilkendegivet, at de er rede til at modtage domfældte personer.

(b) En stat, der tilkendegiver, at den er rede til at modtage domfældte personer, kan på tidspunktet for tilkendegivelsen knytte sådanne betingelser til sin accept, som domstolen tiltræder, og som er i overensstemmelse med dette kapitel.

(c) En stat, der er udpeget i en bestemt sag, skal uden ophold oplyse domstolen om, hvorvidt den accepterer domstolens udpegelse.

2. (a) Fuldbyrdelsesstaten skal underrette domstolen om forhold, herunder om betingelser, hvorom der er opnået enighed i henhold til stk. 1, som væsentligt kan påvirke vilkårene for eller længden af fængselsstraffen. Domstolen skal gives mindst 45 dages varsel om sådanne kendte eller påregnelige forhold. Fuldbyrdelsesstaten må ikke i denne periode tage skridt, der kan have indvirkning på dens forpligtelser i henhold til artikel 110.

(b) Hvis domstolen ikke kan tiltræde de forhold, der er nævnt i stk. 2 (a), skal den underrette fuldbyrdelsesstaten herom og forholde sig i overensstemmelse med artikel 104, stk. 1.

3. Ved udøvelsen af sit skøn ved udpegelse af en stat i henhold til stk. 1 skal domstolen tage følgende i betragtning:

(a) det princip, at deltagerstater bør dele ansvaret for fuldbyrdelsen af fængselsstraffe i overensstemmelse med principperne om ligelig fordeling som fastsat i procesreglementet,

(b) anvendelsen af almindeligt anerkendte traktatfastsatte standarder om behandling af fanger,

(c) domfældtes synspunkter,

(d) domfældtes nationalitet,

(e) sådanne andre momenter vedrørende omstændighederne ved forbrydelsen eller den domfældte eller den effektive fuldbyrdelse af straffen, som måtte være relevante ved udpegelse af fuldbyrdelsesstaten.

4. Hvis der ikke udpeges en stat i henhold til stk. 1, skal fængselsstraffen afsones i et fængsel, der stilles til rådighed af værtsstaten i overensstemmelse med betingelserne i hjemstedsaftalen, som nævnt i artikel 3, stk. 2. I givet fald skal de omkostninger, der er forbundet med fuldbyrdelse af fængselsstraffen, bæres af domstolen.

**

Artikel 104

Ændring i udpegelse af fuldbyrdelsesstat

**

1. Domstolen kan til enhver tid beslutte at overføre en domfældt person til et fængsel i en anden stat.

2. En domfældt person kan til enhver tid ansøge domstolen om at blive overført fra fuldbyrdelsesstaten.

**

Artikel 105

Fuldbyrdelse af straffen

**

1. Med forbehold af de betingelser, som en stat måtte have opstillet i henhold til artikel 103, stk. 1 (b), skal fængselsstraffen være bindende for deltagerstaterne, som under ingen omstændigheder må ændre den.

2. Alene domstolen skal have ret til at afgøre en ansøgning om appel og genoptagelse. Fuldbyrdelsesstaten må ikke hindre en domfældt person i at indgive en sådan ansøgning.

**

Artikel 106

Tilsyn med fuldbyrdelse af fængselsstraffe og afsoningsforhold

**

1. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal være underlagt domstolens tilsyn og skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte standarder om behandling af fanger.

2. Afsoningsforholdene skal være underkastet fuldbyrdelsesstatens lovgivning og skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte standarder om behandling af fanger. Forholdene må på intet tidspunkt være mere eller mindre gunstige end vilkårene for fanger dømt for lignende forbrydelser i fuldbyrdelsesstaten.

3. Kommunikationen mellem en domfældt person og domstolen skal foregå uhindret og fortroligt.

**

Artikel 107

Overflytning af personen efter endt afsoning

**

1. Efter endt afsoning kan en person, der ikke er statsborger i fuldbyrdelsesstaten, i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, blive overflyttet til en stat, der er forpligtet til at modtage ham eller hende, eller til en anden stat, der indvilger i at modtage ham eller hende, under hensyntagen til den pågældende persons ønske om at blive overflyttet til den pågældende stat, medmindre fuldbyrdelsesstaten tillader personen at forblive på dens territorium.

2. Hvis ingen stat afholder de omkostninger, der er forbundet med overflytning af personen til en anden stat i henhold til stk. 1, skal omkostningerne afholdes af domstolen.

3. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 108 kan fuldbyrdelsesstaten tillige, i overensstemmelse med dens nationale lovgivning, udlevere eller på anden måde overgive personen til en stat, der har anmodet om udlevering eller overførelse af den pågældende med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straf.

**

Artikel 108

Begrænsning i adgang til retsforfølgning eller straf for andre forbrydelser

**

1. En domfældt person i fuldbyrdelsesstatens varetægt må ikke retsforfølges eller straffes eller udleveres til en tredje stat for adfærd begået forud for personens overlevering til fuldbyrdelsesstaten, medmindre sådan retsforfølgning, straf eller udlevering efter anmodning fra fuldbyrdelsesstaten er godkendt af domstolen.

2. Domstolen skal afgøre spørgsmålet efter at have hørt den domfældtes synspunkter.

3. Stk. 1 skal ophøre med at finde anvendelse, såfremt den domfældte person frivilligt forbliver på fuldbyrdelsesstatens territorium i mere end 30 dage efter endt afsoning af hele straffen idømt af domstolen, eller vender tilbage til den pågældende stats territorium efter at have forladt det.

**

Artikel 109

Fuldbyrdelse af bøder og konfiskation

**

1. Deltagerstater skal fuldbyrde bøder eller konfiskation, hvorom domstolen har afsagt kendelse i henhold til kapitel 7, uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro, og i overensstemmelse med procedurer i national lovgivning.

2. Såfremt en deltagerstat er ude af stand til at fuldbyrde en kendelse om konfiskation, skal den tage skridt til at genvinde værdien af udbyttet, ejendommen eller aktiverne, hvorom domstolen har afsagt kendelse om konfiskation uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro.

3. Formuegode eller udbytte fra salg af fast ejendom eller, hvor det er relevant, salg af anden ejendom, som en deltagerstat er kommet i besiddelse af som resultat af dens fuldbyrdelse af en dom afsagt af domstolen, skal overføres til domstolen.

**

Artikel 110

Domstolens prøvelse vedrørende strafnedsættelse

**

1. Fuldbyrdelsesstaten skal ikke løslade personen, før den pågældende har afsonet den straf, der er idømt af domstolen.

2. Alene domstolen skal have ret til at træffe beslutning om strafnedsættelse og skal afsige kendelse herom efter at have hørt den pågældende persons forklaring.

3. Når personen har afsonet to tredjedele af straffen, eller 25 år i tilfælde af livsvarigt fængsel, skal domstolen prøve straffen med henblik på at fastslå, hvorvidt den bør nedsættes. En sådan prøvelse må ikke finde sted før dette tidspunkt.

4. I sin prøvelse i henhold til stk. 3 kan domstolen nedsætte straffen, hvis den finder, at ét eller flere af følgende forhold foreligger:

(a) personens tidlige og fortsatte villighed til at samarbejde med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning,

(b) personens frivillige bistand til at muliggøre fuldbyrdelsen af domstolens domme og kendelser i andre sager, og i særdeleshed bistand til at lokalisere aktiver, der er genstand for kendelser om bøde, konfiskation eller erstatning, som kan anvendes til gavn for ofre, eller

(c) andre forhold, der vidner om en klar og væsentlig ændring i omstændighederne, der er tilstrækkelig til at retfærdiggøre en nedsættelse af straffen, som fastsat i procesreglementet.

5. Hvis domstolen under dens første prøvelse i henhold til stk. 3 beslutter, at der ikke er grundlag for at nedsætte straffen, skal den derefter prøve spørgsmålet om nedsættelse af straffen med sådanne mellemrum og ved anvendelse af sådanne kriterier, som er fastsat i procesreglementet.

**

Artikel 111

Undvigelse

**

Hvis en domfældt person undviger fra varetægt og flygter fra fuldbyrdelsesstaten, kan den pågældende stat, efter rådførelse med domstolen, anmode om personens udlevering fra den stat, hvori personen befinder sig, i henhold til gældende bilaterale eller multilaterale aftaler, eller kan anmode om, at domstolen søger personen overført i henhold til kapitel 9. Domstolen kan give instruktion om, at personen skal overleveres til den stat, hvori han eller hun afsonede sin straf eller til en anden stat udpeget af domstolen.