§ Lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) · kapitel 15 af 16
Kapitel 7 – Administration, klageadgang m.v.
LOV nr 490 af 31/05/2000
§ 19. Undervisningsministeren kan bemyndige Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (styrelsen) til at udøve visse beføjelser efter denne lov.
Stk. 2. Afgørelser, der træffes af styrelsen efter bemyndigelsen i stk. 1, kan ikke indbringes for undervisningsministeren.
§ 20. Undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse kan hos skattemyndighederne, andre offentlige myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med SVU.
Stk. 2. Undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse kan til uddannelsesstederne og arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter denne lov, jf. § 21, stk. 1.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om
-
adgangen til at indhente oplysninger efter stk. 1 og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form,
-
administrationen, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, opbevaring af ansøgninger og breve m.v., tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af SVU,
-
dokumentation for nedsat arbejdstid,
-
dokumentation for deltagelse i undervisningen, og
-
at ansøgere og arbejdsgivere skal give alle oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af SVU.
§ 21. Undervisningsministeren kan bestemme, at visse opgaver efter denne lov varetages dels af uddannelsesstederne, dels efter forhandling med arbejdsministeren af anerkendte arbejdsløshedskasser
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om uddannelsesstedernes og efter forhandling med arbejdsministeren om arbejdsløshedskassernes administration af opgaver efter stk. 1.
Stk. 3. I det omfang uddannelsessteder, der ikke er en del af den offentlige forvaltning, tillægges beføjelser til at træffe afgørelser efter denne lov, gælder forvaltningsloven og offentlighedsloven for disse uddannelsessteder.
Stk. 4. Afgørelser, der træffes af uddannelsesstederne og arbejdsløshedskasserne efter stk. 1, kan undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse ændre efter klage eller på egen foranledning.
Stk. 5. Undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse fører tilsyn med uddannelsesstedernes og arbejdsløshedskassernes varetagelse af opgaver efter stk. 1. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilsynet og om forvaltningsrevision af arbejdsløshedskassernes opgaver. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at ministeren eller styrelsen efter bemyndigelse fra uddannelsesstederne og efter forhandling med arbejdsministeren fra arbejdsløshedskasserne kan kræve oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af tilsynet.
Stk. 6. Undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse vejleder uddannelsessteder og arbejdsløshedskasser om SVU.
§ 22. Afgørelser truffet af undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse om beregning, tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af SVU kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten af den, som afgørelsen vedrører.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at klagen stiles til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Hvis afgørelsen fastholdes, sendes klagen til ankenævnet med en udtalelse. Ankenævnet træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 3. Afgørelser truffet af uddannelsesstedet eller arbejdsløshedskassen, jf. § 21, stk. 1, kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse af den, som afgørelsen vedrører.
Stk. 4. Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, jf. stk. 1, og undervisningsministeren eller styrelsen efter bemyndigelse, jf. stk. 3, kan indtil 6 måneder efter meddelelsen af afgørelsen se bort fra overskridelse af fristen i stk. 1 og 3, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.
Stk. 5. De afgørelser, som arbejdsløshedskasserne træffer om opgørelse af tidligere forbrug af perioder med uddannelsesorlov, jf. § 6, stk. 2, og § 10, og de afgørelser, arbejdsløshedskasserne træffer om lediges dagpengeret, om, hvorvidt den ledige befinder sig i dagpengeperioden og om forbrug af 6 ugers selvvalgt uddannelse, jf. § 11, kan indbringes for direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. § 98 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Direktørens afgørelse kan endvidere indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn efter samme lovs § 99.