← Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne

§ Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne · kapitel 9 af 14

Kapitel 2 – Grunduddannelse for voksne

LOV nr 488 af 31/05/2000

Formål, indhold og udbud

§ 3. Grunduddannelse for voksne skal anerkende og udvikle deltagerens faglige og personlige kompetencer sådan, at deltageren opnår en formel, erhvervsrettet og grundlæggende kompetence inden for et erhvervsområde.

§ 4. En grunduddannelse for voksne har samme mål og niveau som den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse inden for det pågældende erhvervsområde. Den afsluttes med de samme prøver og med tilsvarende uddannelsesbevis som den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse og giver ret til samme betegnelse som denne.

Stk. 2. Grunduddannelse for voksne inden for erhvervsuddannelserne vil endvidere efter godkendelse af det faglige udvalg kunne tilrettelægges som et individuelt forløb, der omfatter dele af en eller flere erhvervsuddannelser, hvis den voksne ikke antages at kunne opnå en afsluttet uddannelse, herunder på forhånd fastsatte dele af den almindelige erhvervsuddannelse. For disse voksne fastsættes ikke en personlig uddannelsesplan efter § 8.

Stk. 3. Uddannelsen kan tilrettelægges som deltidsuddannelse.

§ 5. Grunduddannelse for voksne kan udbydes af en skole eller anden institution, der udbyder den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse eller i øvrigt har faglig kompetence inden for det relevante fagområde, jf. stk. 2.

Stk. 2. Undervisningsministeren godkender efter indstilling fra det rådgivende organ for den tilsvarende ungdomsuddannelse skoler og andre institutioner til at udbyde grunduddannelse for voksne og dermed til at foretage kompetencevurdering, jf. § 7, og udarbejde uddannelsesplan, jf. § 8.

Stk. 3. En afgørelse om godkendelse efter stk. 2 kan efter indstilling fra vedkommende rådgivende organ, jf. stk. 2, tilbagekaldes, hvis der ikke længere er behov for, at uddannelsen udbydes af skolen eller institutionen. Endvidere kan en godkendelse tilbagekaldes, hvis institutionen ikke overholder reglerne om uddannelsen eller påbud fra ministeren om at gennemføre konkrete foranstaltninger til oprettelse af forsvarlige uddannelses- eller undervisningsmæssige forhold.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan pålægge uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet at udbyde grunduddannelse for voksne.

§ 6. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om grunduddannelse for voksne. Reglerne fastsættes efter rådgivning fra Erhvervsuddannelsesrådet, Uddannelsesrådet for Arbejdsmarkedsuddannelserne, Rådet for Social- og Sundhedsuddannelserne og Landbrugsuddannelsesrådet.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler

  1.   om fremgangsmåden i forbindelse med godkendelse af en skole eller anden institution til at udbyde grunduddannelse for voksne, herunder om kriterier for indstillinger, jf. § 5, stk. 2, og

  2.   om uddannelsesbevisernes udformning og udstedelse.

§ 7. Adgang til grunduddannelse for voksne er betinget af, at ansøgeren, inden der udarbejdes en uddannelsesplan,

  1.   er 25 år,

  2.   har mindst 2 års relevant erhvervserfaring og

  3.   har forudsætninger svarende til grundskolens afgangsniveau i fag, der er relevante for uddannelsen.

Stk. 2. Skolen eller institutionen foretager en vurdering af ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, herunder adgangsbetingelser efter stk. 1 (kompetencevurdering), med udgangspunkt i målene for den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse.

Stk. 3. Kompetencevurderingen foretages på grundlag af dokumentation fra ansøgeren og et eventuelt kompetenceafklarende forløb af op til 14 dages varighed.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kompetencevurdering og om kompetenceafklarende forløb, herunder regler, hvorefter en ansøger inden for erhvervsuddannelsernes område kan indbringe en afgørelse truffet af skolen eller institutionen vedrørende ansøgerens praktiske kompetence for vedkommende faglige udvalg.

§ 8. Skolen eller institutionen fastsætter en personlig uddannelsesplan for ansøgeren, jf. dog § 4, stk. 2. Planen udarbejdes i samarbejde med og efter vejledning af ansøgeren. Inden for erhvervsuddannelserne skal skolen underrette vedkommende faglige udvalg om de planer, skolen har fastsat. I den personlige uddannelsesplan angives den teoretiske og praktiske kompetence, som skolen eller institutionen har anerkendt, og ansøgerens samlede grunduddannelsesforløb beskrives, herunder eventuelle praktisk-faglige forløb. Planen udarbejdes på grundlag af målene for den pågældende uddannelse, jf. § 4, stk. 1, og med udgangspunkt i kompetencevurderingen.

Stk. 2. Opfylder ansøgeren ikke adgangskravene, skal skolen oplyse om kravene til nødvendig supplering. Hvis suppleringen er af mindre omfang, udarbejder skolen samtidig en personlig uddannelsesplan efter stk. 1.

Stk. 3. Uddannelsesplanen gælder for deltagerens samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken skole eller anden institution der optager deltageren under forløbet. Den enkelte skole eller institution er uddannelsesansvarlig for det uddannelseselement, der gennemføres på skolen eller institutionen.

Stk. 4. Hvis uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder uddannelsesplanen .

Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om uddannelsesplaner. Der kan herunder fastsættes regler om justering af uddannelsesplanen i tilfælde af, at målene for den tilsvarende ungdomsuddannelse bliver ændret, inden uddannelsen er gennemført.

§ 9. Ministeren kan fastsætte regler om information og vejledning, herunder om samarbejde mellem de skoler, der udbyder grunduddannelse for voksne.