Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne § 7

§ 7. Adgang til grunduddannelse for voksne er betinget af, at ansøgeren, inden der udarbejdes en uddannelsesplan,

  1.   er 25 år,

  2.   har mindst 2 års relevant erhvervserfaring og

  3.   har forudsætninger svarende til grundskolens afgangsniveau i fag, der er relevante for uddannelsen.

Stk. 2. Skolen eller institutionen foretager en vurdering af ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, herunder adgangsbetingelser efter stk. 1 (kompetencevurdering), med udgangspunkt i målene for den tilsvarende erhvervsrettede ungdomsuddannelse.

Stk. 3. Kompetencevurderingen foretages på grundlag af dokumentation fra ansøgeren og et eventuelt kompetenceafklarende forløb af op til 14 dages varighed.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kompetencevurdering og om kompetenceafklarende forløb, herunder regler, hvorefter en ansøger inden for erhvervsuddannelsernes område kan indbringe en afgørelse truffet af skolen eller institutionen vedrørende ansøgerens praktiske kompetence for vedkommende faglige udvalg.

Kilde: Retsinformation.dk