Naturgasforsyningsloven § 46

§ 46. Bevillingspligtige selskaber og LNG-selskaber skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som   de modtager under udøvelsen af deres virksomhed, fortroligt. Oplysningerne skal dog anmeldes eller meddeles til miljø- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet, i det omfang det følger af §§ 40 og 45.

Stk. 2. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber må ikke i forbindelse med det pågældende selskabs eller tilknyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet.

Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal over for Energitilsynet dokumentere, at der i selskaberne er udarbejdet administrative procedurer med henblik på, at misbrug som anført i stk. 2 ikke finder sted.

Kilde: Retsinformation.dk