Naturgasforsyningsloven § 45
§ 45. Miljø- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage eller i forbindelse med udøvelsen af tilsyn indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af deres opgaver, hos bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører, LNG-selskaber og berørte systembrugere, herunder forbrugere.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed og forsyningssikkerhed, til brug for fastsættelse af regler om markedsadgang, jf. § 8, og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende selskabernes driftsmæssige forhold og om de i selskabet købte og solgte ydelser.
Stk. 3. Bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber skal efter anmodning meddele transmissions-, distributions- og lagerselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.
Kilde: Retsinformation.dk