§ Lov om grænseoverskridende pengeoverførsler · kapitel 8 af 12
Kapitel 2 – Oplysningspligt
LOV nr 237 af 21/04/1999
§ 2. Et institut skal stille skriftligt materiale til rådighed med oplysning om de generelle vilkår for instituttets udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler. Oplysningerne skal angive:
-
Hvor lang tid der går ved instituttets udførelse af en ordre om en grænseoverskridende pengeoverførsel, før beløbet krediteres modtagers instituts konto. Tidspunktet for beregningens start skal være klart angivet.
-
Hvor lang tid der går ved modtagelse af en grænseoverskridende pengeoverførsel, før det beløb, som krediteres modtagers instituts konto, stilles til rådighed for modtager.
-
Hvorledes de provisioner og gebyrer, som kunden skal betale, beregnes.
-
Valørdato.
-
Hvilke vekselkurser og hvilken kursdato der anvendes.
-
Kunders ret til kompensation, tilbagebetaling samt klagemuligheder.
-
Retsvirkningen af en afsenders udtrykkelige valg af et formidlende institut.
Stk. 2. Oplysningerne skal gives i en let forståelig form og kan gives elektronisk.
§ 3. Straks efter afsendelsen eller modtagelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel skal såvel afsenders institut som modtagers institut give deres kunde følgende oplysninger skriftligt:
-
En reference, der gør det muligt for kunden at identificere overførslen.
-
Overførselsbeløbets oprindelige størrelse.
-
Summen af alle de gebyrer og provisioner, som kunden skal betale.
-
Den anvendte valørdato.
-
Instituttets navn og adresse samt for institutter, der ikke er pengeinstitutter, navnet på den person, som er ansvarlig for instituttets drift.
Stk. 2. Har afsender angivet, at omkostningerne i forbindelse med overførslen helt eller delvis skal afholdes af modtager, skal modtagers institut meddele modtager dette.
Stk. 3. Ved valutaomregning skal det institut, der har foretaget omregningen, oplyse sin kunde om den anvendte vekselkurs samt kursdato.
Stk. 4. De i stk. 1-3 nævnte oplysninger kan undlades, hvis kunden udtrykkeligt har givet afkald herpå.
Stk. 5. Oplysningerne skal gives i en let forståelig form og kan gives elektronisk.