§ Lov om produktionsskoler · kapitel 3 af 8
Kapitel 3 – *
LOV nr 1124 af 29/12/1999
Tilskud
§ 9. En eller flere kommunalbestyrelser eller amtsråd kan yde grundtilskud til produktionsskoler med et samlet beløb pr. skole, der for 1999 udgør 345.000 kr. Tilskuddet reguleres årligt med Finansministeriets indeks for pris- og lønudviklingen.
Stk. 2. Hvis grundtilskud ydes af to eller flere kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, kan den enkelte andel af grundtilskuddet ikke udgøre mindre end 1/3 af det fulde grundtilskud. Ydes grundtilskud af flere end tre kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, forhøjes grundtilskuddet, så det for hver kommunalbestyrelse eller hvert amtsråd udgør 1/3 af det i stk. 1 fastsatte grundtilskud. I tilfælde, hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, kan undervisningsministeren bestemme, at den enkelte andel kan udgøre mindre end 1/3 af det fulde grundtilskud.
Stk. 3. Hvor grundtilskud ydes af flere kommunalbestyrelser eller amtsråd i fællesskab, træffer de aftale om, hvilken kommunalbestyrelse eller hvilket amtsråd der godkender skolens vedtægter.
Stk. 4. Tilsagn om grundtilskud skal opsiges, hvis godkendelse af vedtægterne tilbagekaldes i henhold til § 4, stk. 5. Opsigelsen kan ske uden varsel.
Stk. 5. Tilsagn om grundtilskud kan endvidere opsiges, såfremt der ikke længere er behov for skolen. Opsigelsen skal ske med mindst et års varsel til en 1. januar.
Stk. 6. Kommunalbestyrelser og amtsråd kan yde tilskud til produktionsskoler ud over grundtilskud i henhold til stk. 1.
Stk. 7. Kommunalbestyrelser og amtsråd kan overdrage fast ejendom til en produktionsskole.
§ 10. Staten yder driftstilskud til produktionsskoler, hvis vedtægter er godkendt, og som modtager grundtilskud, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Statstilskud ydes kun til produktionsskoler, der har en aktivitet på mindst 20 årselever pr. år. I tilfælde, hvor særlige geografiske forhold gør sig gældende, kan undervisningsministeren fravige dette krav. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af minimumsgrænsen og dennes konsekvenser for statstilskuddet.
Stk. 3. Ydelse af driftstilskud er betinget af, at skolens vedtægter er i overensstemmelse med § 4, stk. 2, og regler fastsat i henhold til § 4, stk. 3.
Stk. 4. Driftstilskud efter stk. 1 omfatter tilskud til undervisningsudgifter, fællesudgifter og bygningsudgifter.
Stk. 5. Staten refunderer udgiften til skoleydelse, jf. § 17.
§ 11. Tilskud i henhold til § 10, stk. 1, ydes som fast tilskud pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Ved beregningen af årselever indgår deltagere inden for produktionsskolernes målgruppe, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 2. Ved beregningen af årselever kan der for den enkelte deltager højst medregnes et års produktionsskoleophold. Inden for en kvote, der udgør 5 pct. af produktionsskolens samlede årselevtal i det forudgående finansår, kan der i særlige tilfælde medregnes ophold af længere varighed. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal. Ved beregningen heraf indgår såvel det aktuelle produktionsskoleophold som eventuelle tidligere ophold på samme eller andre produktionsskoler, herunder eventuelle forløb som led i en fri ungdomsuddannelse. Forløb som led i en erhvervsgrunduddannelse samt forløb som led i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik indgår ikke i beregningen.
Stk. 3. Ved beregningen af årselever indgår ikke elever fra folkeskolen, der deltager i undervisningsforløb i henhold til folkeskolelovens § 9, stk. 5.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om beregningen af årselever, herunder om beregning af 1-års-reglen i stk. 2, og om meddelelse af tilladelse til ophold af længere varighed samt om, hvilken tilknytning eleverne skal have til Danmark for at indgå i årselevberegningen.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 6, ikke indgår i årselevberegningen.
§ 12. Tilskud i henhold til §§ 9 og 10 må kun anvendes til skolens virksomhed efter denne lov. Der kan ikke foretages transport i tilsagte eller forventede tilskud.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud i henhold til §§ 9 og 10, herunder om ansøgning, anvisning, ydelse af forskud, tilbagebetaling, modregning af tilskud og kontrol af udbetalt tilskud.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan standse udbetalingen af tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt, hvis
-
skolens virksomhed ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov,
-
skolen i øvrigt ikke overholder bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf,
-
skolen ikke indgiver oplysninger til Undervisningsministeriet, jf. § 8, eller
-
skolen begæres erklæret konkurs, standser sine betalinger, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.
Stk. 5. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende udbetalinger til skolen.