§ Lov om produktionsskoler · kapitel 2 af 8
Kapitel 2 – *
LOV nr 1124 af 29/12/1999
Godkendelse, drift og tilsyn
§ 4. Produktionsskoler etableres som selvejende institutioner med vedtægter, der godkendes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der helt eller delvis yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1. Hvor grundtilskud ydes af et amtsråd, skal skolens oprettelse godkendes af kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor skolen oprettes.
Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om, hvad der skal foretages ved skolens ophør, herunder at eventuelle overskydende midler skal anvendes til beslægtede formål efter kommunalbestyrelsens eller amtsrådets godkendelse.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om vedtægternes indhold.
Stk. 4. Ved godkendelse af vedtægterne skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet påse, at skolen råder over egnede lokaler, jf. § 2, stk. 7, og kan påbegynde sin virksomhed på et realistisk økonomisk grundlag.
Stk. 5. Godkendelse af en produktionsskoles vedtægter skal tilbagekaldes, hvis skolen ophører med at drive produktionsskolevirksomhed, eller hvis skolens virksomhed ikke længere er i overensstemmelse med denne lov eller regler fastsat i medfør heraf. Tilbagekaldelsen kan ske uden varsel.
Stk. 6. Godkendelsen af en produktionsskoles vedtægter kan endvidere tilbagekaldes, såfremt der ikke længere er behov for skolen. Tilbagekaldelsen skal ske med mindst et års varsel til en 1. januar.
Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved tilbagekaldelse af godkendelse af vedtægter.
Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om kravene til det økonomiske grundlag ved etablering af skoler.
§ 5. En produktionsskoles midler må alene komme skolens undervisnings- og produktionsvirksomhed til gode.
Stk. 2. Likvide midler, der ikke er nødvendige til den daglige drift, skal under hensyntagen til sikkerheden anbringes på en eller flere af følgende måder:
-
Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
-
I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.
-
I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.
-
I værdipapirer, bortset fra aktier, som efter deres art og sikkerhed kan stilles i klasse med de aktiver, der er nævnt i nr. 2 og 3.
§ 6. Den overordnede ledelse af den enkelte skole varetages af bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsen sammensættes af et ulige antal medlemmer på mindst 5. De lokale arbejdsmarkedsorganisationer skal være repræsenteret, og der kan endvidere være repræsentanter for den eller de kommunalbestyrelser og amtsråd, der yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1. Antallet af kommunale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må dog ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. For varetagelse af hvervet som formand og næstformand kan der af skolens midler ydes et vederlag efter de gældende regler om særskilt vederlag. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren nærmere regler herom. Bestemmelse om ydelse af vederlag optages i skolens vedtægter.
Stk. 4. Bestyrelsen udarbejder hvert år en plan for skolens virksomhed. Virksomhedsplanen skal være i overensstemmelse med §§ 1 og 2 og skal omfatte en beskrivelse af mål, målgruppe samt indholdet af undervisningen og produktionsvirksomheden.
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter regler for optagelse af deltagere på skolen.
Stk. 6. Bestyrelsen fastlægger efter forslag fra skolelederen skolens budget og godkender dens regnskab.
Stk. 7. Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder.
Stk. 8. Bestyrelsen ansætter og afskediger lærere og andet personale. Bestyrelsen kan bemyndige skolens leder hertil.
Stk. 9. Bestyrelsen skal straks give Undervisningsministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser og amtsråd meddelelse, hvis skolen ophører, standser sine betalinger, begæres erklæret konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.
Stk. 10. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bestyrelsens sammensætning og funktion.
§ 7. Skolelederen varetager den daglige ledelse og har det pædagogiske ansvar.
§ 8. Undervisningsministeren fører tilsyn med produktionsskolerne.
Stk. 2. Efter anmodning fra undervisningsministeren har skolerne pligt til at afgive oplysninger om undervisningen, lærerne, deltagerne, skolens drift og regnskab samt andre oplysninger, der er nødvendige for Undervisningsministeriets tilsyn.
Stk. 3. Produktionsskolerne skal hos deltagerne indhente oplysninger om deres personnumre. Skolerne kan videregive disse oplysninger til undervisningsministeren, jf. stk. 2.
Stk. 4. Undervisningsministeren træffer beslutning om, i hvilken form oplysninger skal gives, herunder om indberetning i elektronisk form.