← Lov om produktionsskoler

§ Lov om produktionsskoler · kapitel 1 af 8

Kapitel 1 – *

LOV nr 1124 af 29/12/1999

Formål og virksomhed

§ 1. Produktionsskoler tilbyder undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. Tilbudet gives til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.

    Stk. 2. Tilbudet skal styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked, herunder til beskæftigelse i fleksjob, i skånejob eller lignende.

    Stk. 3. Tilbudet tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse.

    Stk. 4. Tilbudet tilrettelægges som heltidsundervisning. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

    Stk. 5. Optagelse og udskrivning af deltagere finder sted løbende under hensyn til de enkelte deltageres behov. Ved optagelsen udarbejdes en plan for den enkelte deltagers forløb. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 2. Produktionsskoletilbud omfatter praktisk arbejde, produktion og teoretisk undervisning i tilknytning hertil. Den teoretiske undervisning skal være af betydeligt omfang og i størst muligt omfang integreres med det praktiske arbejde.

    Stk. 2. I tilbudet skal indgå uddannelses- og erhvervsvejledning.

    Stk. 3. Tilbudet skal fortrinsvis have relation til fagområder inden for de erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelser.

    Stk. 4. Til deltagere med behov herfor skal tilbydes undervisning, der styrker deltagernes grundlæggende færdigheder.

    Stk. 5. I tilbudet kan endvidere indgå:

  1. Praktik af kortere varighed i privat eller offentlig virksomhed.

  2. Ekskursioner og udvekslingsophold.

  3. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

    Stk. 6. Indtil 1/3 af et produktionsskoleforløb kan anvendes til undervisning, uddannelser og kurser, som er oprettet ved eller i medfør af en uddannelseslov.

    Stk. 7. Produktionsskoletilbud skal gennemføres i egnede lokaler med værkstedsindretning eller faciliteter svarende til skolens virksomhedsplan, jf. § 6, stk. 4.

    Stk. 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om omfang, tilrettelæggelse og indhold af tilbud efter stk. 1-5, samt om kravene til lokaler og udstyr efter stk. 7.

§ 3. En produktionsskole kan afsætte sin produktion på vilkår, der ikke giver private udbydere urimelig konkurrence.