Lov om produktionsskoler § 12

§ 12. Tilskud i henhold til §§ 9 og 10 må kun anvendes til skolens virksomhed efter denne lov. Der kan ikke foretages transport i tilsagte eller forventede tilskud.

    Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud i henhold til §§ 9 og 10, herunder om ansøgning, anvisning, ydelse af forskud, tilbagebetaling, modregning af tilskud og kontrol af udbetalt tilskud.

    Stk. 3. Undervisningsministeren kan standse udbetalingen af tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt, hvis

  1. skolens virksomhed ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov,

  2. skolen i øvrigt ikke overholder bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf,

  3. skolen ikke indgiver oplysninger til Undervisningsministeriet, jf. § 8, eller

  4. skolen begæres erklæret konkurs, standser sine betalinger, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

    Stk. 4. Undervisningsministeren kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.

    Stk. 5. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende udbetalinger til skolen.

Kilde: Retsinformation.dk